Igår var som nogle måske mærkede mere til end andre Mors Dag.

En af de der kommercielle dage der helst skal indeholde blomster, gaver og kærlige kort. Ikke en dag vi som sådan har gjort så meget ud af, men dagen er nu alligevel en meget sød og god anledning til at være lidt ekstra taknemmelig for sin dejlige moar;)

Nu hvor jeg selv er mor reflekterer jeg nu også en del over, hvordan jeg er som mor og over hvilken rolle jeg har i min datters liv.

Som enhverv mor sikkert kan nikke genkendende til, så er det at blive mor for første gang enormt stort og til en vis grad identitetsforandrende. Det er ikke for sjov, at man har fået tudet ørerne fulde med ” Det er det største i verden”, “Man drømmer ikke om hvor højt man kan elske” og så videre og så videre.

Det ér nemlig kærlighed på et helt andet, instinktivt og alt omfavnende niveau. Det er helt ind i mine knogler, organer og hjerte at jeg elsker Elise.

Det giver sig til udtryk, når jeg pludselig er begyndt at tænke over, hvor vigtigt det er, at jeg kommer sikkert hjem til hende. Når jeg pludselig er begyndt at tænke på, at jeg skal passe på mit helbred. Jeg skal være der for hende. Det er livsnødvendigt. Jeg skal være her idag, imorgen og i mange år frem lige indtil hun kan klare sig selv. Og forhåbenligt mange år frem efter det.

Denne følelse er kommet snigende. Den er vokset i mig.

For ikke så lang tid siden var min Instagram fyldt med frygtelige fortællinger og billeder. Fortællinger fra mødre der enten selv kæmpede mod kræften, nogle tabte kampen. Jeg fulgte med gennem billederne og de små fortællinger der stod under. Mødre hvis virkelighed var og er, at måtte kæmpe mod en sygdom, erkende at kampen vil blive tabt og som er tvunget til at tage afsked med deres børn. En afsked der skal tages alt alt for tidligt.

Fortællingerne om børn der dør. En mor der mistede sin 4 årige søn til et hjertestop på legepladsen, en 1 årige der dør af kræft efter et hårdt kemo forløb. Vi følger med på sidelinien, bag skærmen i mødrenes alle sværeste og mørkeste tid.

Jeg sad opløst i tårer, hver gang disse fortællinger dukkede op på min skærm. Jeg bliver så berørt af disse historier. Det er så grusomt og uden barmhjertighed, hvad nogle mennesker og familier skal igennem. Så berørt, at jeg så mig nødsaget til at droppe at følge med i dette mommy univers på de sociale medier.

Jeg følte mig dog som en kujon.

Dette ér virkelighed for så mange mødre og familier. Kunne jeg ikke bære at se ét billede, høre én fortælling om én dag i deres familie. Dette er virkligheden og hverdagen for så mange familier og hvor gør det ondt.

Vi er bygget til at føde børn ja, men vi er dælme også indrettet sådan, at vi skal være her til at følge vores børn til dørs.

Jeg er endt med fortsat at følge med i både de glade, lykkelige og idylliske billeder på instagram, men også i de mørke, triste og dybt uretfærdige.

Jeg vil og skal kunne rumme det.

Jeg håber dog på, at jeg kan finde en balance. En balance, hvor jeg kan høre disse fortællinger og blive berørt, men ikke blive panisk angst for, at der skal ske Elise eller mig noget.

Jeg kan mærke, at jeg skal lære at tøjle disse følelser og ikke lade mig blive alt for styret af min angst for ikke at kunne være der for Elise.

I foregårs tog jeg til privat hospitalet Aleris Hamlet for at blive gennemtjekket. For at få ro på. For en stund.

Lægen spurgte mig, hvorfor jeg kom og hvorfor jeg ønskede at få dette tjek. Jeg svarede ham, som jeg har beskrevet her. Jeg er panisk angst for blive taget fra Elise.

Det værste, men også det bedste ved at være blevet mor er den overvældende, instinktive og dyriske følelse af kærlighed og ansvar. Dén rammer mig hårdt her 1 1,5 år inde i moderskabet.

På Mors Dag gik alle mine tanker til de mødre der kæmper for deres børn og for dem selv. Til de mødre der tabte kampen, til de mødre der har måtte sige farvel, men også til de mødre der kæmper og til de som overlever og har overlevet.

 

Pernille der blogger fra New York på mormedhjertet.dk har lavet en graviditets blå bog, som jeg kun kan anbefale at læse. Hun har spurgt om jeg vil lave det samme og svare på de samme spørgsmål. Sådan noget er jeg altid frisk på 😉

Så here goes:

Tre hurtige, opvarmende spørgsmål:

Fortæl lidt om dig selv, så som hvor du er fra, din alder og lidt om din familie.

Jeg er 27 år. Jeg læser Jura og er i gang med at skrive mit speciale, som skal afleveres til sommer. Jeg er opvokset i USA, Singapore, Thailand og Danmark, hvor vi flyttede til(bage) til, da jeg var ca. 11 år. Da jeg afsluttede gymnasiet flyttede jeg i lejlighed på Christianshavn. Her boede jeg indtil jeg mødte Henrik, der idag er 34 år og vi flyttede sammen i hans lille, men noget så hyggelige lejlighed i Nyboder  i indre København. Vi købte efterfølgende lejlighed i Charlottenlund og her nåede vi, på de to år vi boede der at blive forlovet, gravide og gift. Jeg betragter lejligheden som en ren og skær god karma lejlighed og det er med blandet følelser, at den nu er solgt. Til gengæld flytter vi i et skønt lille hus ved havet i Rungsted netop idag! Henrik, Elise og jeg. Dét bliver nu også ret fantastisk.

Hvad spiste du til aftensmad igår aftes?

Vi var på besøg hos Henriks forældre og vi fik risengrød!

Hvilken app kigger du først på hver morgen?

Whats app, Instagram, facebook og mails. I den rækkefølge:)

Og nu til sagen:

Din alder da du fandt ud, at du var gravid?

25 år.

Var det en planlagt graviditet eller en overvældende overraskelse?

Det var i den grad planlagt. Jeg har pco og det krævede fertilitetsbehandling at blive gravid. De første 3 måneder prøvede vi natuligt, herefter med hormonpiller og ægløsningssprøjte og efter to forsøg med insemination lykkedes det. 8 måneder i alt.

Hvilken metode brugte I til at blive gravid?

Se svaret ovenfor.

Havde du nogle symptomer, der fik dig til at tage en graviditetstest?

Jeg havde haft meget migræne og jeg fik pludselig helvedsild. Det var meget besynderligt og to dage inden jeg skulle teste (det er meget planlagt i fertilitetsverdenen) der begyndte jeg at bløde. Vi havde derfor slet ikke regnet med en graviditet i den omgang. Men det var der!:)

Hvordan fortalte du din mand, at du var gravid?

Jeg skreg så højt, at jeg tror hele opgangen hørte det!

Delte I nyheden på en bestemt måde? Personligt, på sociale medier eller andet?

Vi ventede faktisk i noget tid. Nok mest pga. blødningen og så ville vi være helt sikre på, at der rent faktisk var en baby. De tjekkede for graviditet uden for livmoderen og et par andre ting. Da det lå fast, at der var hjerteblink og alt så normalt ud delte vi det med vores forældre, søskende og nærmeste venner.

Dengang havde jeg ikke bloggen og delte det heller ikke på facebook eller instagram med det samme. Der kom dog sidenhen mave billeder på instagram og da Elise var født skrev jeg det på facebook.

Beskriv dit første trimester med tre ord og fortæl hvorfor.

Ovenud lykke, forvirret og en helvedes masse kvalme.

Ovenud lykkelig fordi vi havde kæmpet for det her i noget tid og nu var det endelig lykkedes. Lykkelig fordi det er det aller største jeg har oplevet. Forvirret fordi det kom meget bag på mig, hvor usikker og hormonel man pludselig bliver. Kvalme fordi jeg kastede op ca. 6 gange dagligt. Needless to say – det fyldte en del!

Hvilke graviditetssymptomer oplevede du i løbet af det første trimester?

Kvalme kvalme og atter kvalme. Det var frygteligt. Jeg har altid forestillet mig, at det der morgenkvalme var kvalme på den lidt hyggelige måde. Altså lidt små utilpas og lugten af hvidløg er slet ikke til at bære (på den sjove måde) – ligesom i Den Eneste Ene. OG at det er noget der KUN hører morgenen til. I mit tilfælde var det på ingen måde hyggeligt. Det var kvalme og opkast fra morgen til aften i alle 9 måneder stort set. Intet hjalp. Jeg vil beskrive det som de der tømmermænd, hvor man er svimmel og helt utilpas og bare venter på, at de går væk efter en morfar og en kebab. Det gik bare ikke væk!

Var der nogle bestemte tricks der afhjalp disse symptomer?

Intet. Jeg prøvede at spise inden jeg stod op, små måltider, akupunktur, seaband armbånd, piller, you name it!

Dyrkede du nogen form for motion under graviditeten?

Jeg prøvede at holde mig i gang så godt man nu kan med en badebold på maven. Jeg powerwalkede, styrketrænede og gik til fødselsforberedelse/gymnastik.

Besluttede du og din mand at finde ud af kønnet på barnet?

Ja! Vi var alt for nysgerrige og kunne slet ikke vente med at få svar.

Hvis du bor i Danmark, kan du fortælle om, om du var glad for din praktiserende læge, hvilket hospital du fødte på og hvordan du oplevede personalet det pågældende sted.

Jeg var ganske tilfreds med egen læge og især med sygeplejersken. Hun er gammel jordemoder, så hun havde en hel del viden og var noget så hjælpsom. Jeg fødte på Herlev og der var ikke noget at klage over. Jeg fik eget værelse i den efterfølgende uge jeg lå der og epidural skulle jeg ikke vente længe på. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en bedre jordemoder.

Hvor meget tog du på i vægt i løbet af graviditeten?

Jeg tror jeg nåede op på 20-25 kilo!

Fødte du vaginalt eller ved kejsersnit?

Vaginalt

Fik du nogen form for smertelindring under fødselen?

Jeg fik en epidural og lokalbedøvelse.

Hvad målte og vejede dit barn ved fødselen?

Hun vejede 3980 og var 53 cm lang.

Hvad er dit barns navn?

Elise

Hvordan valgte I navnet?

Vi havde nogle navne klar, men især Henrik ville gerne møde hende inden hun fik et navn. Det endte dog med at blive et helt fjerde navn og altså ikke et af de navne vi havde udvalgt.

Ammede du eller gav flaske eller begge og hvor længe?

Jeg fuld ammede de første 6 måneder. Desværre var det som om der blev mindre og mindre mælk og efter flere forsøg på at holde mælkeproduktionen oppe, gik vi over til flaske som supplement til det almindelige mad hun begyndte på som 6 måneders.

Og hvordan var det for dig?

Jeg kom til at holde meget af amningen. Jeg husker det som en smule klaustrofobisk i begyndelsen. Det var kun mig hun var så afhængig af og jeg var aldrig alene. (Noget jeg virkelig nyder). Men ret hurtigt fik jeg vænnet mig til det og ja, jeg var ærgerlig over det stoppede der ved 6 måneder.

Hvad holdt du mest af ved denne graviditet?

Al spændingen og forventningerne til at blive en lille familie og mødet med vores datter. Det er så utrolig en tid. Man mærker sin krop og hvordan den bare kan dét her. Jeg følte mig meget kvindelig og syntes faktisk gravide kvinder er så utrolig smukke. Det følte jeg også om mig selv – selv med alle de kilo:)

Er der en bog, app eller hjemmeside du havde gavn af, da du var gravid, som du kan anbefale til andre gravide?

Jeg købte lidt bøger, men det har primært været tumle bøger her til efter fødslen. I graviditeten brugte jeg minmave.dk og primært udenlandske hjemmesider. Youtubede en masse fødselsbeskrivelser og brugte vidst en app til at følge barnets udvikling i maven.

Håber du at få flere børn i fremtiden?

Helt sikkert. Jeg glæder mig meget til at opleve det hele igen. Håber nok på lidt mindre kvalme;)

Hvis du skulle give ét råd videre til en, som gerne vil være gravid eller lige har fundet ud af, at hun er gravid, hvad ville det så være?

Glæd dig! Det er så enormt fantastisk, stort og smukt, men også hårdt, voldsomt og identitetsforandrende. Giv dig selv plads og tid til at føle alle de forskellige følelser. Det er en enorm udvikling der sker og der er faser man skal igennem. Vær rummelig! Også med din partner. I står midt i en kæmpe omvæltning og det er ikke altid der man har det største overskud. Jeg elskede Elise fra første sekund. Det er ikke alle der gør det og det er helt ok. Til gengæld syntes jeg det tog tid at lande i mor rollen. Ikke meget lang tid, men det var noget jeg lige skulle vænne mig til. Naturligt nok:)

Så fandt vi det! Endelig! Efter nogle uger med boligsøgning er vi nu vel indrettede og nyder tanken om ikke at skulle pakke igen (lige forløbeligt).

Vi har kigget på huse, vi har kigget på town houses og vi har kigget på lejligheder. Der var fordele og ulemper ved det meste, men vi endte med at vælge en lejlighed lige ud til lagunen og tæt på havet. Bådene stopper vitterligt lige ude foran og det samme gør shuttle busserne. Det ligger meget centralt og tæt på det hele så vi kan gå rundt. Vi besluttede, at det klart er det letteste med en baby ikke at være så afhængig af transport midler. Vi så på nogle dejlige huse, men vi var bange for, at vi ved at bo lidt længere væk fra alting ville kunne komme til at isolere os lidt. Så bliver det let et projekt bare det at komme frem og tilbage. Nu skal vi bare lige ned ad trapperne så er vi i gåafstand til det hele. Og så kunne vi bare ikke stå for denne udsigt!

Vi føler vi har fået alt det vi søgte i en bolig. Elise har eget værelse (vi sover bare bedst sådan alle sammen) og der er gæsteværelse, så der er rig mulighed for at få gæster ud:-)

Åhh det er bare så dejligt at være på plads. Alt er pakket ud og vi føler os allerede godt hjemme.

Vi opdagede forleden et supermarket lige udenfor Laguna området, der stort set er en tro kopi af Mad og Vin. Ahmen jeg kunne græde af glæde! Hvor glad jeg end er for thai maden, det stærke mad og gade køkkener (læs: meget glad):-), så er det bare SÅ fedt med sådan et super market, når man rejser med sin lille bebs! Der er jeg nok blevet mor med stort M:) Der er vitterligt alt!  Der er bare en stor tryghed i at vide, at vi kan få fat i de ting.  Hun er nemlig ikke kræsen og spiser faktisk bare det vi spiser, men ih jeg blev alligevel noget så glad og forudser, at vi nok kommer til at handle derude i ny og næ:)

Nu vil vi gå en tur med klapvognen og tjekke vores nye hood ud.

Mette fra Mammashop har iøvrigt udgivet min fødselsberetning på blog.mammashop.dk – læs med hvis I skulle være interessede! Der kommer også en fødselsbeskrivelse fra en far og fra en jordemoder. Super spændende! Det glæder jeg mig meget til at læse!

Igår eftermiddags havde jeg netop sat mig i sofaen og fik denne wrap stukket i hånden af manden. Han kan godt, når han vil 🙂

Opskriften findes i Thomas Rodes Paleo bog!

Jeg havde Elise det meste af dagen, da Henrik var ude og cykel træne. Vi har rigtig hygget og Elise har for 3. dag i træk fået bonde brød til frokost. So far har hun fået leverpostej og laksepaté på. Jeg har været så nervøs for at give hende noget andet end grød. Jeg har siddet klar og været panisk for, at noget skulle sætte sig fast, men der har ikke været så meget som et eneste host. Lettede mor!

Hun har været helt eksemplarisk og går all in på at træne det kravleri..

Imens jeg sidder her og kigger på hende lege kan jeg slet ikke begribe, at hun fylder 7 måneder om 2 dage. På en måde føles det som igår, at hun kom til verdenen, men når jeg ser på hvor meget hun kan nu, ja så kan jeg godt se, at hun ikke er en lille nyfødt længere.

Jeg tænker det er vildt, at vi har overlevet snart 7 måneder med en baby. Og den baby stor trives. Pyh så gik det hele alligevel:)

Når jeg tænker tilbage på det første lange stykke tid, hvor vi i snit fik 3-4 timers sammenlagt søvn i døgnet. Ikke fordi Elise ikke sov, men fordi jeg jo måtte sikre mig, at  hun stadig trak vejret, ikke havde trukket dynen over hovedet, at der pludselig var blevet 50 grader på hendes værelse eller et helt 4. scenarie jeg ikke havde tænkt på. Jeg vågner fortsat nogle gange om natten for at tjekke til hende. Sådan bliver det nok ved:) Elise –  hun sover bare!

Når jeg tænker tilbage på graviditeten og alle de forventinger og drømme jeg havde, om at få en baby, så føler jeg på mange måder det stemmer helt overens med hvordan virkeligheden med en baby har vist sig at være. Og så er der alligevel alt det jeg ikke havde kunne forudse, alt det ingen havde fortalt og alt det man nok bare selv skal mærke på egen krop.

Fra det øjeblik hun blev lagt på min mave efter 12 timers fødsel, da vidste jeg, at jeg var forandret for altid. Og heldigvis for det. Det er sådan en urkraft, et instinkt, en dyrisk beskytter trang der bliver tændt i en.

Med ét er det som om, der er blevet tændt en knap i en, en knap der i øvrigt altid har været der.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig før har oplevet noget så fysisk og følelsesmæssigt turbulent, som det at blive mor. Jeg er pt den vigtigste person i et andet menneskes liv og skal være det bedste forbillede for hende jeg kan være.

Netop denne del havde jeg gjort mig en del tanker om og var spændt og nervøs for, hvordan jeg ville have det med det. Igen må jeg sige, at det er kommet som et instinkt og der er ikke noget jeg hellere vil i denne verden, end at være der for min lille pige og følge og støtte hende så godt, som jeg overhovedet kan.

Da jeg var gravid havde jeg ikke rigtig nogle forventninger til det med at amme. Det var ganske enkelt ikke det der fyldte mine tanker mest.

Da jeg så havde født og vågnede der på 3. dagen med to stenhårde kanonkugler, der gjorde, at jeg hverken kunne ligge på siden og bestemt ikke på maven (som jeg ellers så længe havde set frem til), OG når tårerne pressede sig på, når hun tog fat – Lige dér kunne jeg godt tænke- “det bliver sku meget rart, når det her amme show er ovre.”

De stenhårde kanoner og smerten, når hun tog fat forsvandt heldigvis hurtigt, men jeg kan huske, at jeg oplevede det en smule omklamrende, at det var mig og mig alene hun var så afhængig af.
Min krop skulle være til hendes rådighed 24/7.

Ret hurtigt forsvandt den følelse dog også! Jeg blev mere og mere glad for at amme. Det er de hyggeligste stunder, når man ligger der og kigger sit barn dybt i øjnene en tidlig morgen under dynen. Langsomt blev den omklamrende følelse, som jeg havde oplevet i starten erstattede af en lykke følelse over, at hun havde brug for mig.

Glæden ved at se hende trives og vokse på min mælk var stor. Som med så meget andet i baby land, så slår det mig også nu, hvor jeg skriver dette, hvor vildt det er som ens liv er ændret og, at det nu er ting som dette der fylder <3

Som jeg har skrevet et indlæg om tidligere, så oplevede jeg for ca. to måneder siden, da hun var omkring de 4 måneder, at der ikke var mælk nok til at mætte hende.

På nettet og af min sundhedsplejerske kunne jeg forstå, at det ikke er en helt usædvanlig følelse at få på netop dette tidspunkt med de appetitspring de tager. Rådet lød at lægge hende til så meget som muligt. Mælkemængden skulle derefter nok regulere sig.

Jeg læste en del op om emnet og kastede mig ud i at oppe produktionen. Lavede mælkebomben, drak nisseøl osv. osv. Og det havde da også effekt!

Kort tid efter oplevede jeg det dog igen. På samme måde fik jeg gang i mælken igen, men der skulle ikke meget til før jeg igen følte, at der gik kuk i det. Sådan fortsatte det i godt halvanden måned. Elise begyndte at stå stille i vægt og min sundhedsplejerske syntes, at jeg skulle supplere med lidt erstatning her og der- det blev til en fast aften flaske.

Den ene aften flaske blev langsomt til flere flasker i løbet af dagen, og nu 2 måneder efter er det slut med mælk hos mig. Elise får sine 2 snart 3 faste grød/mos måltider og ellers flasker med modermælkserstatning.

Med den alder hun alligevel har nået nu, set i forhold til, hvor meget det nu er begyndt at kræve for mig at holde mælke produktionen igang, så hang det ikke helt sammen længere. Desværre. Der er ikke noget jeg hellere ville end fortsat at amme.

Men det vigtigste er nu engang, at hun trives og selvfølgelig også mig.
Så det er ganske i orden, når nu det ikke kunne være anderledes.
Der er også mange fordele i, at hun nu får flasker. Vi ved præcis hvad hun får ind og både Henrik og jeg kan give hende mad= Hej frihed til mor:)

Alligevel kan jeg ikke helt lade være med at blive lidt melankolsk, når jeg tænker på, at jeg ikke længere skal amme.

Jeg skal nok lige vende mig til det- det er også kun fem dage siden jeg stoppede. Snøft:)

Elise fylder 6 måneder i dag og nu venter et nyt kapitel (også mad mæssigt), så det skal nok fylde tomrummet ud:)

Det blev et lidt langt indlæg om amning, men jeg syntes emnet fortjener det!

Det blev til knap 6 måneders amning for mit vedkommende, og jeg kom til at holde mere af det, end jeg lige havde regnet med:)