^^^Det er ikke mit ar I ser. (Men det må da meget gerne blive lige så pænt:))^^^
Med Josephines ankomst til verden fik jeg titlen som mor til 2. Intet mindre end fantastisk!
Jeg kunne ikke være lykkeligere for mine små piger. Det er vitterligt dobbelt op på kærlighed! Lige som man tror, at man ikke kan rumme mere kærlighed, så bombarderes man med kærlighed til endnu et lille væsen.
Fødselsberetningen har jeg allerede skrevet, og fødslen foregik som skrevet der ved et planlagt kejsersnit. Dermed fik jeg også titlen, som det nogle kalder for en kejserinde. Jeg syntes det er så fin en betegnelse og jeg er på ingen måde ked af mit ar, der for evig tid vil være bevis på Josephines vej til verdenen.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke ønsker at få et så pænt ar som muligt og at få min krop tilbage til den oprindelige form. Måske endda bedre.
Jeg var helt smadret oven på fødslen af Elise og kunne virkelig mærke, at min krop skulle hele igen. Selvom et planlagt kejsersnit er en hel anden sag, og man ikke har ligget og kæmpet i flere timer, så er kroppen mærket. Det er jo trods alt også en større operation man gennemgår.
Derfor har jeg tilmeldt mig et online forløb hos kejserinderne.dk.
Jeg er ikke gået igang endnu, men planen er at starte en af de næste par dage.
Jeg vil nemlig gerne gå helt stille og roligt frem denne gang. Og selvom jeg da helt klart glæder mig til at komme i form igen og tabe de ekstra kilo, så vil jeg gerne gå langsomt frem og gøre det rigtigt. Det kan jeg mærke min krop har brug for – og den fortjener det dælme også efter at have båret og født to børn <3
Så det program glæder jeg mig virkelig meget til at komme igang med!
Jeg ved ikke med andre mødre, men hold nu op hvor har jeg fået meget respekt for min krop og for hvor vildt det er alt det den kan præsterer igennem en graviditet og en fødsel.
Kejsersnit ar og strækmærker kan slet ikke få mig ned med nakken. Kroppen er for vild!:-)
Her kommer beretningen om Josephines vej til verdenen, som foregik den 4. februar 2016 ved et planlagt kejsersnit.
Det var en noget anden oplevelse end fødslen af Elise, som foregik på ganske almindelig vis. På godt og ondt vil jeg sige.
Årsagen til kejsersnittet var skader fra 1. fødsel samt et større blodtab på 2,3 liter. Kombinationen af disse to ting gjorde, at jeg i samråd med den sødeste og bedste læge jeg længe har snakket med blev enige om, at kejsersnit denne gang var det sikreste valg for mig.
Det var dog med ganske blandet følelser, men beslutningen blev taget og jeg fortyder det nu heller ikke.
Nå til selve oplevelsen:
På Hillerød hospital fortager de planlagte kejsersnit tirsdag og torsdag. Os der skulle til de dage mødte op til forundersøgelse og samtaler om mandagen. Her blev selve indgrebet gennemgået af jordemoder, sygeplejerske og anæstesi lægen. Efterfølgende skulle man en ad gangen ind til de forskellige faggrupper til en snak. En laaang dag, men naturligvis vigtig at være velinformeret.
Det har været ganske specielt at kende den præcise dag for hendes ankomst. Virkelig anderledes end første gang, hvor jeg gik i spænding og ventede på, at det hele ligesom skulle gå igang.
Jeg havde egentlig ikke været så nervøs, men efter den dag på Hillerød begyndte nerverne da at melde sig lidt efter lidt.
Fra onsdag midnat skulle jeg faste og torsdag morgen kørte vi Elise i vuggestue, kyssede hende på gensyn og sagde “når vi ses igen er du storesøster”:) Derefter kørte vi direkte på hospitalet, hvor vi skulle møde kl. 10.
På hospitalet fik vi udleveret det tøj vi skulle iføre os. Mig en hospitalsskjorte og en grøn hætte der dækkede mit hår. Henrik samme grønne hat og grønne skjorte. Vi skulle selv have indedørs sko med som vi tog på. Vi fik også udleveret en vugge. Ret syret at sidde der og vide, at om ca. 2 timer ligger hun i den!
Vi ventede til kl. blev ca. lidt i 12 og der blev vi hentede af en jordemoder og så gik vi ellers ned ad gangen mod operationsstuen. Igen – en meget speciel gåtur.
Det er virkelig en anden oplevelse, når alt er planlagt og kører efter en fast rutine. Total kontrast til en almindelig fødsel, hvor der sker 100 ting samtidigt med, at man jo har veer og derved er totalt fokuseret på ve arbejdet.
Nå men ind på operationsstuen og hilse på de mange mennesker der stod klar, alle med hver deres opgave og rolle.
Det hele gik egentlig ret stærkt. En to tre op på briksen og så var de allerede igang med at lægge nåle i hænder, ilt i næsen og spørge om mit cpr nummer.
På grund af blodtabet fra sidst skulle der lidt ekstra slanger til, så de var klar til at give medicinen og blod skulle det blive nødvendigt. Rigtig rart, at de var så på forkanten med den del.
Straks efter kom anæstesi lægen, som havde nogle medicinstuderende med der skulle se hvordan sådan en spinalbedøvelse skulle lægges.
Selvom lange nåle i ryggen ikke er det fedeste i min verden, så var jeg egentlig ikke nervøs for den del. Jeg fik en epidural under min første fødsel og det gik lynhurtigt med at få den lagt og den virkede inden jeg kunne nå at tælle til to:)
Det skulle være lidt anderledes denne gang. Han prøvede først, hvor jeg lå på siden med bøjet ben. Her prøvede han tre gange og opgav så og ville have mig op at sidde. Her gik det noget bedre og jeg kunne da høre ham sige til de studerende noget med “ja her kan I se den gennemsigtige væske”. Jeg går ud fra det betyder, at han har ramt det rigtige sted. Han siger så, at mine ben burde blive tunge. Det gør de ikke sådan rigtigt.
De bakser mig ned og ligge igen og de går hurtigt igang med at lægge kateter og teste at bedøvelsen virker ved at prikke med en pincet hen over maven. Højre side kunne jeg mærke og også løfte benet helt.
Det vakte ikke begejstring hos lægerne og de forsøgte at vende mig lidt om på siden så bedøvelsen kunne løbe til højre (ish?!)
Det blev lidt bedre, men stadig en helt anden og langt tydeligere følelse end venstre siden, hvor jeg godt kunne mærke de rørte (som man skal kunne) men uden egentlig smerte.
De går så i gang og efter ca. 10 minutter har de Josephine ude.
Det hele mærkes ret så tydeligt. Igen især i højre side og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det kunne lade sig gøre at mærke så meget under en operation. Det gjorde ret ondt og føltes virkelig voldsomt. De begyndte med det samme at prøve at give mere bedøvelse direkte ned i huden og også i droppet. Det var ikke tilstrækkeligt og anæstesi lægen overvejede, at lægge mig i fuld narkose. Dét er jeg nu virkelig glad for han ikke gjorde! Så langt ude var jeg heller ikke. Men smertefri det ville være synd at sige. Det var dog på ingen måde så smerteligt som veer, det var en anden følelse. Mere en voldsom følelse af at kunne mærke så tydeligt hvad de lavede.
Lidt øv, at det stjal en del af fokus fra Josephine, da der hele tiden sad en ved mit hoved og hjalp med vejrtrækning og med smertehåndteringen. Hun kom dog hurtigt op på mit bryst og det var jo SÅ fantastisk. Åh altså at høre det første skrig og mærke hendes varme hud er bare SÅ enormt stort.
Hun kom herefter over på børnebordet og der brugte de vel ca. 10 minutter på at hjælpe hende lidt med vejrtrækningen. Hun skulle lige have noget fostervand op og det var der helt styr på og jeg følte mig ret tryg ved situationen og de var gode til hele tiden at give mig info.
Henrik var igen (ligesom sidste gang) helt vildt god og den bedste og største støtte man kan drømme om i sådan en situation. Han var så god til at fortælle hvad der foregik, fortælle mig, at jeg gjorde det godt og være både ved Josephine og ved mig.
Pludselig er stuen nærmest tom og jeg blev flyttede over i en seng og kørt til opvågning.
Her er der den sødeste sygeplejerske som igen giver mig en spand bedøvelse, der endelig tager toppen og jeg får Josephine rigtigt over at ligge og på brystet bliver hun de næste 3 dage <3
På nær selve bedøvelsen som slog fejl under kejsersnittet, så har det været en god og meget tryg oplevelse denne gang.
So far har der ingen komplikationer været efterfølgende og ja jeg har da haft ondt, men ikke værre end at panodil/ipren kombien har kunne tage det værste.
Jeg føler mig bestemt ligeså knyttet til Josephine, som jeg gjorde til Elise, da hun blev født. Mælken løb til helt som den skulle, så hvad det angår har der ingen forskel været på at føde naturligt vs. kejsersnittet.
Nu er vi hjemme og nyder tilværelsen for fuld hammer. Jeg er så overlykkelig og helt igennem forelsket i min lille bebse. Hun er simpelthen så perfekt og jeg kan næsten ikke lade være med at få tåre i øjnene når jeg tænker på hende. Som er hele tiden stort set;)
Alt i alt har mine to fødsler givet mig det dyrebareste jeg har og begge har været fantastiske oplevelser på hver deres måde, selvom ingen af dem er gået lige efter bogen. Jeg har så til gengæld været så utrolig heldig, at begge piger har været så super seje og sunde og det er helt og aldeles det vigtigste. Vi mødre glemmer jo med tiden det hårde og smertefulde ved fødsler og tak for det 😉
Helt som planlagt så fik vi vores lillesøster torsdag den 4. februar 2016.
Det er SÅ fantastisk og vi er totalt forelsket og befinder os i ren og skær lykke rus. Jeg er simpelthen så høj på babylykke, at jeg bare vil stoppe tiden og blive lige præcis her baaare lidt længere <3
Jeg ved ikke om det er fordi det er nummer to og jeg denne gang ved, hvor hurtigt tiden vil gå og pludselig løber hun rundt, snakker og vil ikke længere være min lille bitte baby, men jeg er simpelthen så rolig, tryg og fuld af lykke og kærlighed. Jeg har heller ikke haft de der store hormonelle udsving, som jeg husker fra de første par dage sidste gang. Jeg syntes simpelthen det er SÅ fantastisk at være blevet mor igen!
Årh ja jeg bobler helt over kan jeg godt selv høre 🙂
Vi blev 3 nætter på hospitalet og kom hjem i foregårs og nyder nu at være hjemme ved store søster og i de vante omgivelser.
Jeg laver et indlæg om selve kejsersnittet, men for nu vil jeg slukke computeren og vende tilbage til at sidde og stirre på min elskede lille baby <3
Det er SÅ snart nu! I modsætning til sidste gang, så er det virkelig en speciel oplevelse denne gang at vide lige præcis, hvilken dag jeg bliver mor igen og endnu et nyt lille liv kommer til verden.
Vi glæder os virkelig virkelig meget! Men jeg kan da også mærke snerten af nervøsitet begynder at sætte ind.
Jeg vil virkelig prøve at være stærk, positiv og tænke at alt nok skal gå godt. Jeg er nok noget præget af sidste fødsel og frygter bare en omgang til med hinderester, blødning og hvad der ellers kan komme af komplikationer. Iih!
Lægerne forsikre mig hele tiden om, at det jo denne gang vil foregå super kontrolleret og at de denne gang er helt forberedte – skulle jeg være uheldig igen.
Wish me luck!
De sidste par dage er gået med forundersøgelser, tjek, blodprøver og samtaler ude på hospitalet. Hold nu op en masse ventetid. Gab! Der er dælme meget der lige skal nås op til sådan en omgang. Elise er selvfølgelig fortsat syg og hjemme fra vuggestue, så tingene foregår i et lidt andet tempo end planlagt. Skidt pyt! Nu får vi en masse kvalitetstid, hvilket er super dejligt nu hvor jeg kommer til at undvære hende i nogle dage. Puh det bliver mærkeligt!
Idag kørte jeg efter hospitalet forbi Lashbar til en omgang vipper. Jeg følte mig virkelig udvasket efter sidste fødsel og uden overskud til at gøre noget som helst ved det besluttede jeg at vipper denne gang må være løsningen. Om ikke andet, så hjælpe lidt på det:) Jaja det er en fjollet lille ting, men jeg syntes nu det gør en forskel. Til det bedre 😉
Dagen idag er ellers gået med praktiske gøremål og pasning af patienten Elise <3
Eftersom dette er den sidste weekend som 3 – inden vi bliver til 4 med lillesøsters ankomst i næste uge, så var der lagt op til den helt store hygge / kæreste tid, som i den grad er blevet nedprioriteret på det sidste.
Alt var planlagt. Elise skulle sove hos mormor lørdag til søndag, Henrik og jeg skulle i biffen, på Llama og spise OG sove længe.
Men men men, sådan skulle det ikke gå. Vi blev ramt af en ordenlig omgang maveinfluenza, Elise forkølet og med øjenbetændelse.
Mormor hentede Elise tidligere end planlagt lørdag, da Henrik og jeg INTET var værd.
Midt i maveknebene, begynder det at bide længere nede. Sådan i lænden, lysken og de der mave kneb begyndte over nogle timer at komme i intervaller. Nej nej neeej ikke nu nåede vi bare at tænke.
Med brækposer og alt vores happengut pakket i bilen fik vi bakset os op på hospitalet til tjek. Eftersom det skal være kejsersnit skal jeg helst ikke for langt i fødsel og jordemoderen ville gerne lige tjekke.
Heldigvis stilnede det af og lillesøster ligger fortsat trygt inde i hulen. Thank God!:)
Mormor har stadig Elise, vi har fået sovet og er så småt begyndt at indtage føde igen. Læs: astronaut is! De hjælper på sådan en omgang:)
Så nej ingen romantisk weekend til os – hmm!
Vi må lægge lidt hygge stunder ind i ugen der kommer <3
