Fødselsberetning

Graviditets blå bog

Pernille der blogger fra New York på mormedhjertet.dk har lavet en graviditets blå bog, som jeg kun kan anbefale at læse. Hun har spurgt om jeg vil lave det samme og svare på de samme spørgsmål. Sådan noget er jeg altid frisk på 😉

Så here goes:

Tre hurtige, opvarmende spørgsmål:

Fortæl lidt om dig selv, så som hvor du er fra, din alder og lidt om din familie.

Jeg er 27 år. Jeg læser Jura og er i gang med at skrive mit speciale, som skal afleveres til sommer. Jeg er opvokset i USA, Singapore, Thailand og Danmark, hvor vi flyttede til(bage) til, da jeg var ca. 11 år. Da jeg afsluttede gymnasiet flyttede jeg i lejlighed på Christianshavn. Her boede jeg indtil jeg mødte Henrik, der idag er 34 år og vi flyttede sammen i hans lille, men noget så hyggelige lejlighed i Nyboder  i indre København. Vi købte efterfølgende lejlighed i Charlottenlund og her nåede vi, på de to år vi boede der at blive forlovet, gravide og gift. Jeg betragter lejligheden som en ren og skær god karma lejlighed og det er med blandet følelser, at den nu er solgt. Til gengæld flytter vi i et skønt lille hus ved havet i Rungsted netop idag! Henrik, Elise og jeg. Dét bliver nu også ret fantastisk.

Hvad spiste du til aftensmad igår aftes?

Vi var på besøg hos Henriks forældre og vi fik risengrød!

Hvilken app kigger du først på hver morgen?

Whats app, Instagram, facebook og mails. I den rækkefølge:)

Og nu til sagen:

Din alder da du fandt ud, at du var gravid?

25 år.

Var det en planlagt graviditet eller en overvældende overraskelse?

Det var i den grad planlagt. Jeg har pco og det krævede fertilitetsbehandling at blive gravid. De første 3 måneder prøvede vi natuligt, herefter med hormonpiller og ægløsningssprøjte og efter to forsøg med insemination lykkedes det. 8 måneder i alt.

Hvilken metode brugte I til at blive gravid?

Se svaret ovenfor.

Havde du nogle symptomer, der fik dig til at tage en graviditetstest?

Jeg havde haft meget migræne og jeg fik pludselig helvedsild. Det var meget besynderligt og to dage inden jeg skulle teste (det er meget planlagt i fertilitetsverdenen) der begyndte jeg at bløde. Vi havde derfor slet ikke regnet med en graviditet i den omgang. Men det var der!:)

Hvordan fortalte du din mand, at du var gravid?

Jeg skreg så højt, at jeg tror hele opgangen hørte det!

Delte I nyheden på en bestemt måde? Personligt, på sociale medier eller andet?

Vi ventede faktisk i noget tid. Nok mest pga. blødningen og så ville vi være helt sikre på, at der rent faktisk var en baby. De tjekkede for graviditet uden for livmoderen og et par andre ting. Da det lå fast, at der var hjerteblink og alt så normalt ud delte vi det med vores forældre, søskende og nærmeste venner.

Dengang havde jeg ikke bloggen og delte det heller ikke på facebook eller instagram med det samme. Der kom dog sidenhen mave billeder på instagram og da Elise var født skrev jeg det på facebook.

Beskriv dit første trimester med tre ord og fortæl hvorfor.

Ovenud lykke, forvirret og en helvedes masse kvalme.

Ovenud lykkelig fordi vi havde kæmpet for det her i noget tid og nu var det endelig lykkedes. Lykkelig fordi det er det aller største jeg har oplevet. Forvirret fordi det kom meget bag på mig, hvor usikker og hormonel man pludselig bliver. Kvalme fordi jeg kastede op ca. 6 gange dagligt. Needless to say – det fyldte en del!

Hvilke graviditetssymptomer oplevede du i løbet af det første trimester?

Kvalme kvalme og atter kvalme. Det var frygteligt. Jeg har altid forestillet mig, at det der morgenkvalme var kvalme på den lidt hyggelige måde. Altså lidt små utilpas og lugten af hvidløg er slet ikke til at bære (på den sjove måde) – ligesom i Den Eneste Ene. OG at det er noget der KUN hører morgenen til. I mit tilfælde var det på ingen måde hyggeligt. Det var kvalme og opkast fra morgen til aften i alle 9 måneder stort set. Intet hjalp. Jeg vil beskrive det som de der tømmermænd, hvor man er svimmel og helt utilpas og bare venter på, at de går væk efter en morfar og en kebab. Det gik bare ikke væk!

Var der nogle bestemte tricks der afhjalp disse symptomer?

Intet. Jeg prøvede at spise inden jeg stod op, små måltider, akupunktur, seaband armbånd, piller, you name it!

Dyrkede du nogen form for motion under graviditeten?

Jeg prøvede at holde mig i gang så godt man nu kan med en badebold på maven. Jeg powerwalkede, styrketrænede og gik til fødselsforberedelse/gymnastik.

Besluttede du og din mand at finde ud af kønnet på barnet?

Ja! Vi var alt for nysgerrige og kunne slet ikke vente med at få svar.

Hvis du bor i Danmark, kan du fortælle om, om du var glad for din praktiserende læge, hvilket hospital du fødte på og hvordan du oplevede personalet det pågældende sted.

Jeg var ganske tilfreds med egen læge og især med sygeplejersken. Hun er gammel jordemoder, så hun havde en hel del viden og var noget så hjælpsom. Jeg fødte på Herlev og der var ikke noget at klage over. Jeg fik eget værelse i den efterfølgende uge jeg lå der og epidural skulle jeg ikke vente længe på. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en bedre jordemoder.

Hvor meget tog du på i vægt i løbet af graviditeten?

Jeg tror jeg nåede op på 20-25 kilo!

Fødte du vaginalt eller ved kejsersnit?

Vaginalt

Fik du nogen form for smertelindring under fødselen?

Jeg fik en epidural og lokalbedøvelse.

Hvad målte og vejede dit barn ved fødselen?

Hun vejede 3980 og var 53 cm lang.

Hvad er dit barns navn?

Elise

Hvordan valgte I navnet?

Vi havde nogle navne klar, men især Henrik ville gerne møde hende inden hun fik et navn. Det endte dog med at blive et helt fjerde navn og altså ikke et af de navne vi havde udvalgt.

Ammede du eller gav flaske eller begge og hvor længe?

Jeg fuld ammede de første 6 måneder. Desværre var det som om der blev mindre og mindre mælk og efter flere forsøg på at holde mælkeproduktionen oppe, gik vi over til flaske som supplement til det almindelige mad hun begyndte på som 6 måneders.

Og hvordan var det for dig?

Jeg kom til at holde meget af amningen. Jeg husker det som en smule klaustrofobisk i begyndelsen. Det var kun mig hun var så afhængig af og jeg var aldrig alene. (Noget jeg virkelig nyder). Men ret hurtigt fik jeg vænnet mig til det og ja, jeg var ærgerlig over det stoppede der ved 6 måneder.

Hvad holdt du mest af ved denne graviditet?

Al spændingen og forventningerne til at blive en lille familie og mødet med vores datter. Det er så utrolig en tid. Man mærker sin krop og hvordan den bare kan dét her. Jeg følte mig meget kvindelig og syntes faktisk gravide kvinder er så utrolig smukke. Det følte jeg også om mig selv – selv med alle de kilo:)

Er der en bog, app eller hjemmeside du havde gavn af, da du var gravid, som du kan anbefale til andre gravide?

Jeg købte lidt bøger, men det har primært været tumle bøger her til efter fødslen. I graviditeten brugte jeg minmave.dk og primært udenlandske hjemmesider. Youtubede en masse fødselsbeskrivelser og brugte vidst en app til at følge barnets udvikling i maven.

Håber du at få flere børn i fremtiden?

Helt sikkert. Jeg glæder mig meget til at opleve det hele igen. Håber nok på lidt mindre kvalme;)

Hvis du skulle give ét råd videre til en, som gerne vil være gravid eller lige har fundet ud af, at hun er gravid, hvad ville det så være?

Glæd dig! Det er så enormt fantastisk, stort og smukt, men også hårdt, voldsomt og identitetsforandrende. Giv dig selv plads og tid til at føle alle de forskellige følelser. Det er en enorm udvikling der sker og der er faser man skal igennem. Vær rummelig! Også med din partner. I står midt i en kæmpe omvæltning og det er ikke altid der man har det største overskud. Jeg elskede Elise fra første sekund. Det er ikke alle der gør det og det er helt ok. Til gengæld syntes jeg det tog tid at lande i mor rollen. Ikke meget lang tid, men det var noget jeg lige skulle vænne mig til. Naturligt nok:)

3

  • Dejligt indlæg, tak fordi du delte! Så fik jeg også opklaret et spørgsmål, som jeg af én eller anden grund undrede mig over, da jeg læste din fødselsberetning, nemlig om navnet lå fast før hun kom ud eller om I besluttede det bagefter. Jeg vidste i øvrigt ikke at der ligger fødselsberetninger på Youtube, det må jeg helt bestemt tjekke ud. Tak for hyggelig læsning 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elises blog

      Dejlig ide Pernille 🙂
      Jo jeg så altså en (hel) del fødselsberetninger – måske også et par fødlser 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Læser du med hos Cecilie på Elskede Elise? Det er der god grund til at gøre hvis du, som jeg, egentligt ret godt kan lide hverdagen og netop derfor holder af at høre om hvordan den udspiller sig hjemme hos andre familier. Cecilie skriver om stort og småt, og det som regel med sin lille nuttede datter, Elise, i fokus. Helt sikkert værd at tjekke ud og nu også fordi hun netop har udgivet sin graviditets-blå bog. Find den HER. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsberetning