Nu bliver Josephine 2 måneder på mandag og den nye situation med en lillesøster i familien er nu blevet hverdag. Også for Elise.
Det har været intet mindre end fantastisk at opleve Elise blive storesøster. Fra hun så Josephine første gang har hun været den mest kærlige, omsorgsfulde og nysgerrige storesøster.
Jeg glemmer fx af og til at indrage Josephine i Elises putte ritual. Når Elise fx skal sige godnat til enten Henrik eller jeg (afhængigt af hvem der putter), så er det Elise der siger “Også Fine” og løber hen og giver Josephine et stort kys og siger godnat. SÅ smelter mor 🙂
Hun begyndte også rigtig hurtigt at indrage Josephine i sine historier og i de ting hun snakker om. Fx vil hun meget gerne i svømmehallen og der skal Fine altså også med.
Fine skal også have aftensmad, eller trøstes osv osv. Alle mulige små dagligdags ting, men det er noget så sødt.
Elise har ikke på noget tidspunkt virket irriteret på Josephine eller ikke gidet hende.
Den eneste sådan reaktion der lidt har været på det seneste er, når jeg skal amme. Det syntes Elise ikke er særlig fedt. Særligt ikke, hvis vi lige er igang med en leg eller midt i maden. Og det kan jeg da også godt forstå.
Det er vitterligt den største gave at få børn og derefter at give sine børn søskende. SÅ stort <3
Vi var til bryllup i weekenden og det er bare de skønneste fester. Så meget kærlighed, fine kjoler og god mad!
Det fik mig sådan til at tænke tilbage på vores dag sidste år og jeg syntes det er vildt at tænke på, at til august har vi været ægtefolk i 1 år.
Det var den bedste dag og jeg får næsten lyst til at holde et bryllup til;)
Der er mange der siger det med, at når først man har fået et barn sammen, så er man alligevel så knyttet, at et bryllup ikke føles helt så vigtigt.
Jeg er tildels enig. For selvfølgelig er det at få et barn sammen det største to mennesker kan udrette sammen og tættere bliver man ikke. Men for os var det stadig vigtigt og føltes helt rigtig at blive gift.
Jeg syntes bryllupper i alle afskygninger, både dem på rådhuset, dem i kirker og dem midt i mellem er så rørende og elsker, at to mennersker giver hinanden Ja´et !
Jeg har det noget blandet med hele debatten omkring alt det med at lægge billeder på nettet, herunder især af vores børn.
Jeg tænker, at vi er en generation der i den grad lever online. Det er sundt og helt klart nødvendigt at stoppe op og overveje/genoverveje, hvordan vi færdes på de sociale medier. Men helt at undgå eller undlade at være online tror jeg ikke på er særlig realistisk. I hvertfald ikke uden at ekskludere sig selv fra en masse socialt, arbejdsrealterede osv.
Langt hen ad vejen er jeg af disse grunde rimelig for nettet og alt hvad det har at tilbyde. Jeg elsker de sociale medier, kontakten til andre mennesker, tætheden selvom man fysisk måske er halvvejs rundt om kloden og især med hvilken hast vi kan kommunikere og søge informationer.
Når det så er sagt, så ærger det mig sådan, når alle disse gode, positive og dejlige fordele ved nettet kommer i 2. række eller bliver overskygget, når de knap så heldige sider af brugen på nettet titter frem.
Fx når forældre ikke tør at dele uskyldige familie fotos af frygt for, at de skal ende på skandiland. Den frygtelige hjemmeside vi hørte om i medierne for ikke så lang tid siden.
Eller som når kendisser som Kim Kardashian lægger billeder op af sin datter der er i bad. Det er chokerende hvilke kommentarer sådan et billede får.
Det er så synd at forældre og alle os (forholdsvis):) normale tvinges til at tænke i sådanne baner. At et uskyldigt sommerferie billede af ens barn kan gøres til noget fuldstændigt andet.
Desværre er det dog den virkelighed vi lever i. Der findes syge mennesker, der kan forvandle sådanne idylliske billeder til noget helt helt andet. Vi er nødt til at forholde os til det og vi er især nødt til at beskytte vores børn.
Jeg tænker enormt meget over det, når jeg poster billeder af Elise på nettet og Henrik og jeg taler ofte om det.
Vi kommer dog altid frem til, at syge mennesker vil der altid være. De findes også ude i den virkelige verden. Og vi må veje op, hvad det betyder for os at være online kontra den risiko der er ved, at ens billleder/oplysninger misbruges.
Jeg tænker også at misbrug af en selv, ens nærmeste, ens børn og oplysninger naturligvis også kan finde sted i den virkelige verden. Vi lader jo ikke være med at bruge vores dankort, fortælle vores cpr nr, eller sende vores børn i institutioner af den grund.
Jeg tror mere det handler om, hvordan vi agerer på nettet og i særdeleshed, hvilke slags billeder vi lægger op.
Jeg er klar over de store forskelle der er på nettet og den virkelige verden, men alligevel tænker jeg, at det ofte er den samme forsigtighed og ansvarlighed vi skal udvise.
Det handler i bund og grund vel om at passe på sig selv og hinanden online og i den virkelige verden.
Yes så blev jeg færdig med min synopsis og den bliver sendt afsted imorgen. Nu gælder det eksamens læsningen. Når den er overstået (min sidste eksamen), så står den udelukkende på speciale og job start. Jeg glæder mig helt afsindigt.
Elises hoste er så småt ved at fortage sig. Endelig. Lægen sagde, at eftersom hun har astmatisk bronkitis, så kan hun godt være lidt længere om at bekæmpe de forkølelser. Vi har fået lidt tips og råd til, hvordan vi kan hjælpe hende ved hurtigt at gå op i dosis så snart vi mærker noget under opsejling. Meningen er så, at vi skal nå at fange det i opløbet, så det ikke sætter sig så godt fast. Åh det astma møg:-(
Nu er hun igen glad og frisk. Dejligt. Det sker sågar, at hun af og til sover til 07.15! Det er helt vildt. Sikke en forskel det gør:)
Hun har taget sig et ordenligt ryk og kan så meget selv nu. Hun er blevet en rigtig lille pige. En vild pige og knap så meget baby:) Som noget relativt nyt er hun begyndt at få sig nogle ordenlige raseri anfald. Lidt voldsomt at opleve her de første gange. Det er typisk når noget ikke lykkedes for hende. Fx at give mig eller Henrik hendes små sko på, som ganske enkelt er en umulig opgave. Hmm. Eller når hun får et nej.
Henrik og jeg er ret enige om, hvordan det skal takles og det vi har sagt nej til, det holder vi fast i. Vi har (læs: syntes vi selv) faste rammer og klare regler. Jeg sætter mig typisk ved siden af hende og taler roligt og er der egentlig bare. Hun vil bestemt ikke krammes eller røres imens hun raser ud, men jeg er der når hun er klar.
Jeg har googlet mig frem til, at det er ganske normalt og uundgåeligt, men puh jeg er lidt drænet oven på en dag med flere af ovennævnte anfald.
Heldigvis er hun altid hurtigt ude af det igen og i hopla. Sjovt som de kan gå fra den ene yderlighed til den anden.
Igår var som nogle måske mærkede mere til end andre Mors Dag.
En af de der kommercielle dage der helst skal indeholde blomster, gaver og kærlige kort. Ikke en dag vi som sådan har gjort så meget ud af, men dagen er nu alligevel en meget sød og god anledning til at være lidt ekstra taknemmelig for sin dejlige moar;)
Nu hvor jeg selv er mor reflekterer jeg nu også en del over, hvordan jeg er som mor og over hvilken rolle jeg har i min datters liv.
Som enhverv mor sikkert kan nikke genkendende til, så er det at blive mor for første gang enormt stort og til en vis grad identitetsforandrende. Det er ikke for sjov, at man har fået tudet ørerne fulde med ” Det er det største i verden”, “Man drømmer ikke om hvor højt man kan elske” og så videre og så videre.
Det ér nemlig kærlighed på et helt andet, instinktivt og alt omfavnende niveau. Det er helt ind i mine knogler, organer og hjerte at jeg elsker Elise.
Det giver sig til udtryk, når jeg pludselig er begyndt at tænke over, hvor vigtigt det er, at jeg kommer sikkert hjem til hende. Når jeg pludselig er begyndt at tænke på, at jeg skal passe på mit helbred. Jeg skal være der for hende. Det er livsnødvendigt. Jeg skal være her idag, imorgen og i mange år frem lige indtil hun kan klare sig selv. Og forhåbenligt mange år frem efter det.
Denne følelse er kommet snigende. Den er vokset i mig.
For ikke så lang tid siden var min Instagram fyldt med frygtelige fortællinger og billeder. Fortællinger fra mødre der enten selv kæmpede mod kræften, nogle tabte kampen. Jeg fulgte med gennem billederne og de små fortællinger der stod under. Mødre hvis virkelighed var og er, at måtte kæmpe mod en sygdom, erkende at kampen vil blive tabt og som er tvunget til at tage afsked med deres børn. En afsked der skal tages alt alt for tidligt.
Fortællingerne om børn der dør. En mor der mistede sin 4 årige søn til et hjertestop på legepladsen, en 1 årige der dør af kræft efter et hårdt kemo forløb. Vi følger med på sidelinien, bag skærmen i mødrenes alle sværeste og mørkeste tid.
Jeg sad opløst i tårer, hver gang disse fortællinger dukkede op på min skærm. Jeg bliver så berørt af disse historier. Det er så grusomt og uden barmhjertighed, hvad nogle mennesker og familier skal igennem. Så berørt, at jeg så mig nødsaget til at droppe at følge med i dette mommy univers på de sociale medier.
Jeg følte mig dog som en kujon.
Dette ér virkelighed for så mange mødre og familier. Kunne jeg ikke bære at se ét billede, høre én fortælling om én dag i deres familie. Dette er virkligheden og hverdagen for så mange familier og hvor gør det ondt.
Vi er bygget til at føde børn ja, men vi er dælme også indrettet sådan, at vi skal være her til at følge vores børn til dørs.
Jeg er endt med fortsat at følge med i både de glade, lykkelige og idylliske billeder på instagram, men også i de mørke, triste og dybt uretfærdige.
Jeg vil og skal kunne rumme det.
Jeg håber dog på, at jeg kan finde en balance. En balance, hvor jeg kan høre disse fortællinger og blive berørt, men ikke blive panisk angst for, at der skal ske Elise eller mig noget.
Jeg kan mærke, at jeg skal lære at tøjle disse følelser og ikke lade mig blive alt for styret af min angst for ikke at kunne være der for Elise.
I foregårs tog jeg til privat hospitalet Aleris Hamlet for at blive gennemtjekket. For at få ro på. For en stund.
Lægen spurgte mig, hvorfor jeg kom og hvorfor jeg ønskede at få dette tjek. Jeg svarede ham, som jeg har beskrevet her. Jeg er panisk angst for blive taget fra Elise.
Det værste, men også det bedste ved at være blevet mor er den overvældende, instinktive og dyriske følelse af kærlighed og ansvar. Dén rammer mig hårdt her 1 1,5 år inde i moderskabet.
På Mors Dag gik alle mine tanker til de mødre der kæmper for deres børn og for dem selv. Til de mødre der tabte kampen, til de mødre der har måtte sige farvel, men også til de mødre der kæmper og til de som overlever og har overlevet.
