Spidskålwraps og lidt mor tanker herfra

Igår eftermiddags havde jeg netop sat mig i sofaen og fik denne wrap stukket i hånden af manden. Han kan godt, når han vil 🙂

Opskriften findes i Thomas Rodes Paleo bog!

Jeg havde Elise det meste af dagen, da Henrik var ude og cykel træne. Vi har rigtig hygget og Elise har for 3. dag i træk fået bonde brød til frokost. So far har hun fået leverpostej og laksepaté på. Jeg har været så nervøs for at give hende noget andet end grød. Jeg har siddet klar og været panisk for, at noget skulle sætte sig fast, men der har ikke været så meget som et eneste host. Lettede mor!

Hun har været helt eksemplarisk og går all in på at træne det kravleri..

Imens jeg sidder her og kigger på hende lege kan jeg slet ikke begribe, at hun fylder 7 måneder om 2 dage. På en måde føles det som igår, at hun kom til verdenen, men når jeg ser på hvor meget hun kan nu, ja så kan jeg godt se, at hun ikke er en lille nyfødt længere.

Jeg tænker det er vildt, at vi har overlevet snart 7 måneder med en baby. Og den baby stor trives. Pyh så gik det hele alligevel:)

Når jeg tænker tilbage på det første lange stykke tid, hvor vi i snit fik 3-4 timers sammenlagt søvn i døgnet. Ikke fordi Elise ikke sov, men fordi jeg jo måtte sikre mig, at  hun stadig trak vejret, ikke havde trukket dynen over hovedet, at der pludselig var blevet 50 grader på hendes værelse eller et helt 4. scenarie jeg ikke havde tænkt på. Jeg vågner fortsat nogle gange om natten for at tjekke til hende. Sådan bliver det nok ved:) Elise –  hun sover bare!

Når jeg tænker tilbage på graviditeten og alle de forventinger og drømme jeg havde, om at få en baby, så føler jeg på mange måder det stemmer helt overens med hvordan virkeligheden med en baby har vist sig at være. Og så er der alligevel alt det jeg ikke havde kunne forudse, alt det ingen havde fortalt og alt det man nok bare selv skal mærke på egen krop.

Fra det øjeblik hun blev lagt på min mave efter 12 timers fødsel, da vidste jeg, at jeg var forandret for altid. Og heldigvis for det. Det er sådan en urkraft, et instinkt, en dyrisk beskytter trang der bliver tændt i en.

Med ét er det som om, der er blevet tændt en knap i en, en knap der i øvrigt altid har været der.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig før har oplevet noget så fysisk og følelsesmæssigt turbulent, som det at blive mor. Jeg er pt den vigtigste person i et andet menneskes liv og skal være det bedste forbillede for hende jeg kan være.

Netop denne del havde jeg gjort mig en del tanker om og var spændt og nervøs for, hvordan jeg ville have det med det. Igen må jeg sige, at det er kommet som et instinkt og der er ikke noget jeg hellere vil i denne verden, end at være der for min lille pige og følge og støtte hende så godt, som jeg overhovedet kan.