Dagen er gået med at læse til eksamen, hygge med Elise og en gåtur forbi helse butikken i Ordrup.

Ih det er farligt og får jo altid købt lidt godt med hjem. Det var nu også i orden, jeg var løbet tør for olier.

Jeg har altid sørget for at få mine vitaminer i perioder, hvor jeg ikke har følt, at kosten har været tilstrækkelig. Især under graviditeten og nu imens jeg ammer føler jeg et endnu større behov for at være “dækket ind”.

Jeg tager ren fiskeolie fra eskimo og et shot MK olie. Derudover tager jeg min daglige ammevitamin.

Og så må solen gerne snart skinne ind igennem vores vinduer. Kost og vitaminer kan gøre en del, men sol kom nuuu:)

Min lille badenymfe:)

Hun elsker at komme i bad og vi er nu oppe på, at aften bade ca. 2 gange om ugen. Hun elsker det varme varm og at blive tørret med hårtørren efterfølgende.

Vi har badekaret fra Stokke. Det der hedder flexi bad og det valgte vi udelukkende fordi det så smart kan klappes sammen og pakkes væk.

Ja jeg kan jo ikke lade være, så her er lidt billeder af elskede Elise 2 måneder gammel 🙂

En dejlig bog med tips og gode råd skrevet af Charlotte Torpegaard.

Kan klart anbefales.

Der er jo ingen grund til ikke at være yummy bare fordi man skal være mor:)

Den nød jeg en varm sommer dag med bebs i mavsen:)

Lidt varme kunne man godt bruge nu..

God weekend derude;)

Torsdag d. 14 november 2013 havde jeg i et døgns tid haft mistanke om, at vandet var gået. Men jordemoderen jeg var til tjek hos dagen forinden var meget i tvivl om det var det.

MEN d. 14 november blev min mistanke kraftigere og jeg fornemmede også en murren i mave og ryg, som vidst nok kom i intervaller.

Jeg var meget i tvivl, om det jeg oplevede var veer eller ej, så jeg kontaktede fødemodtagelsen og de ville gerne have mig ind til tjek om aftenen.

Vi havde jo i en uges tid været lidt på stand by og ikke vidst om lægerne ville sætte mig igang eller ej pga. for meget fostervand og evt. lidt stort barn. (dette kan læses i mit tidligere indlæg)

Tasken var derfor pakkede og stod i bilen, men vi havde ikke regnet med, at vi ville få noget nyt af vide denne gang, da jeg jo stadig ikke havde ondt.

MEN jordemoderen der tjekkede mig konstaterede, at nu var mit vand i hvertfald gået. Jeg var stadig 4 cm åben. Vandet var dog gået øverst i maven og derfor var det jeg oplevede sivende fostervand. Der var stadig en hinde foran hendes hoved.

Jordemoderen tilbød, at jeg kunne komme hjem og hvile nogle timer eller hun kunne prikke hul på den hinde og derved rigtigt tage vandet.

Henrik og jeg var ikke i tvivl. Vi ville bare igang:)

Den søde jordemoder tog vandet og vi fik besked på at gå en tur på to timers tid og så komme igen.

Den gå tur nåede vi aldrig.

I løbet af ti minutter kom der godt gang i de veer. Og de kunne mærkes. 🙂 Av. Og de skyllede ind over mig uden meget pause. Selvom de gjorde ondt og kom med sådan en styrke så pludseligt, så syntes jeg de var til at arbejde med. Alt det jeg havde lært hos APA fik jeg brugt. Og min kæreste Henrik viste sig at være præcis så stor en støtte, som jeg havde regnede med. Endda større:) Han var bare helt fantastisk og god til at få mig til at huske vejrtrækning og generelt få mig til at slappe af.

Jeg havde slet ikke brug for en jordemoder:)

Efter 4 timer på fødemodtagelsen fik de plads til mig på fødegangen og jeg kom ind på min fødestue- eller det vil sige jeg kravlede. For på vejen derover gik veerne helt amok og jeg måtte bare ned på gulvet:)

Jeg var meget åben over for hvordan min fødsel ville kunne komme til at forløbe. Jeg var indstillet på, at en fødsel jo ikke kan planlægges ned til mindste detalje. Jeg havde tanker og forstillinger om, hvordan det kunne foregå. Men jeg havde besluttede mig for at mærke efter og tage det som kom.

Jeg havde tænkt på akupunktur og at komme i vand som smertelindring, men jeg er heller ikke typen der vil lide og være fuldstændig forpint igennem hele fødslen for enhver pris. Jeg ønskede også at kunne være mentalt til stede.

Mens jeg kravlede ind på stuen fik jeg øje på et kar ovre i hjørnet og jeg kan huske jeg kort overvejede, om jeg skulle bede om at komme i.

Men imens jeg lå der på gulvet med alt det hospitalts gulve nu bærer præg af (føj), der kunne jeg bare ikke overskue at vente på, at det skulle blive fyldt, ha tøjet af osv. for så at opdage, at vand så måske ikke hjælper en DYT. 🙂

Der blev bestilt epidural. 🙂

Og jaaa hvor er det bare det bedste i verden. Den var dårlig nok blevet lagt, før jeg følte mig helt uden smerte!! Fantastisk.

Epiduralen blev lagt ved 23 tiden. Den tog smerterne fuldstændigt. Desværre begyndte jeg at kaste op hver 20. minut herfra og til hun var ude.

Jordemoderen kunne mærke, at mini mousling stod skævt i bækkenet og nok derfor jeg fik de koblede veer. Dette vidste jeg godt- jeg havde lært det hos APA. Min jordemoder forsøgte med rebozo. En rystemetode fra Mexico. Man bruger et stykke stof, som man lægger hen over lænden og derefter ryster, for at forsøge at ryste barnet på plads. Også dette havde Henrik og jeg øvede hos APA.

Desværre hjalp dette ikke lille pigen mere på plads.

Da kl. blev ca. 05. begyndte presse veerne. Disse veer hjælper epi´en ikke på. De var ulidelige. Det var ikke så meget smerten, men mere en sådan “jeg kan ikke være i min krop” følelse. Jeg kunne ikke finde en ordentlig stilling og jeg syntes, at det var svært med vejrtrækningen på dette stadie. Efter jeg havde presset i en time skete der ikke nok fremskridt og jordmoderen tilkaldte læger for, at hun kunne blive taget med cup.

Vi endte med at måtte vente 1 time på lægerne, da de stod i noget akut. Nok den mest frustrerende time i mit liv. Vidste jo, at hun nok ikke ville komme ud af sig selv, men arbejdede selvfølgelig videre. Stakkels Henriks arm tænker jeg:)

Lægerne kom endelig og den hårde cup blev sat på hendes hoved. I 3. træk kom hun med ud og op på brystet. Den VILDESTE VILDESTE følelse og allerede der var jeg helt igennem forelskede. Jeg kan huske, at jeg bare tænkte nu må alle gerne smutte fra stuen, så det bare kunne være Henrik, mini mousling og jeg alene.

Men nårh jo der var jo også lige en moderkage der skulle fødes. Det mindede en ny jordemoder mig pludselig om. Den kom ud uden besvær husker jeg det som.

Til gengæld opdagede jeg pludselig flere og flere på stuen. Og flere af lægerne trykkede på min mave. Det viste sig, at jeg blødte og de havde svært ved at stoppe blødningen. De blev ved med at sige, at de nok skulle få blødingen stoppede der på stuen.

Jeg kunne efter nogle minutter mærke en anelse stress hos lægerne og de besluttede at jeg skulle på operationsbordet.

Her havde jeg lige fået min lille pige og ville bare nyde hende og Henrik, men skulle allerede give hende fra mig og køres væk. ØV det var bare slet ikke sjovt og jeg blev også en anelse utryg ved situationen. Irriteret over, at dette skulle tage fokus fra det jeg SÅ længe havde ventede på. Min lille pige.

Jeg begyndte at græde på vej derover og var SÅ ked af, at dette blev afslutningen på min fødsel. Og ked af at måtte undvære min lille pige. Og Henrik.

Fordi jeg havde epi´en kunne de bedøve mig den vej og jeg kom ikke i fuld narkose. Jeg fik en del beroligende, så jeg følte mig rimelig døsig under det der føltes som flere timers operation. Det viste sig, at der sad hinderester fra moderkagen tilbage i livmoderen og så snart de var fjernet, stoppede blødningen.

Efterfølgende på opvågningen var jeg meget groggy og jeg kunne næsten ikke se. Jeg så dobbelt og faldt ind og ud af søvn. Jeg kan huske jeg blev ved med at spørge om ikke de kunne give mig noget, så jeg kunne vågne ordenligt. Jeg ville jo se min baby og kæreste. Men fik det svar, at det ville tage nogle timer og at jeg skulle prøve at sove. Det var forfærdeligt. Simpelthen så ubehageligt at ligge helt alene, da jeg burde ligge med mine to elsklinger. Og jeg var SÅ tørstig. Det havde jeg iøvrigt været under hele fødslen og operationen. Ulidelig tørstig.

Der kom endelig en sygeplejerske og fortalte, at nu var Henrik og babyen på vej herop og at hun nu ville tørre blodet af min overkrop og give mig en ren skjorte på. Jeg fik lidt et chok, da jeg så hvor meget blod der egentlig var ud over mig.

Og ENDELIG kom Henrik rullende med lille pigen i en af de der gennemsigtige baby senge!! Ihh og jeg kan tydelig huske, hvor imponeret jeg var over, hvor god Henrik var til at bære hende og han lagde hende op til mig. Han havde også allerede lært at give hende ble på osv. 🙂

Deres bånd var rørende og jeg vidste hun havde haft ham imens jeg var væk. Det skærer dog stadig i mit hjerte, at hun måtte undvære mig og Henrik har filmet, hvordan hun bare lå i de timer og suttede på hendes hænder. Årh det er ikke til at holde ud og tænke på, men vigtigst er det at holde fokus på, at hun var sund og rask. Hun klarede det hele SÅ flot, og så snart hun blev lagt på mit bryst fungerede amningen bare og jeg var simpelthen så imponerede, da hun kiggede mig i øjnene.

Vi har heldigvis slet ikke kunne mærke, at vi var adskilt de første timer og der har ingen “start vanskeligheder” været.

Vi var indlagt en uges tid pga. mit blodtab og jeg fik to blodtransfusioner og jern i drop. Jeg var noget medtaget, men fokus var jo fuldstændig på lille pigen, så helt ærligt så føltes det slet ikke så slemt. Man finder kræfterne:)

Det er hårdt at tænke tilbage på, at jeg blev kørt væk fra Elise og Henrik og hårdt at tænke på Henrik, der stod tilbage på den pludselig tomme stue med Elise i armene.

Me det gode ved forløbet fylder helt klart mest og det er den vildeste oplevelse at blive forældre.

I den uge vi var indlagt, var vi totalt i en bobble, ja det var vi også da vi kom hjem. Men de der første nætter er for fantastiske. Vi lå bare og kiggede på hende <3

Selvom afslutningen ikke var liiige det vi havde tænkt, så var fødslen en god oplevelse og der er intet større i verden end at blive mor <3