Det værste ved at være mor

Igår var som nogle måske mærkede mere til end andre Mors Dag.

En af de der kommercielle dage der helst skal indeholde blomster, gaver og kærlige kort. Ikke en dag vi som sådan har gjort så meget ud af, men dagen er nu alligevel en meget sød og god anledning til at være lidt ekstra taknemmelig for sin dejlige moar;)

Nu hvor jeg selv er mor reflekterer jeg nu også en del over, hvordan jeg er som mor og over hvilken rolle jeg har i min datters liv.

Som enhverv mor sikkert kan nikke genkendende til, så er det at blive mor for første gang enormt stort og til en vis grad identitetsforandrende. Det er ikke for sjov, at man har fået tudet ørerne fulde med ” Det er det største i verden”, “Man drømmer ikke om hvor højt man kan elske” og så videre og så videre.

Det ér nemlig kærlighed på et helt andet, instinktivt og alt omfavnende niveau. Det er helt ind i mine knogler, organer og hjerte at jeg elsker Elise.

Det giver sig til udtryk, når jeg pludselig er begyndt at tænke over, hvor vigtigt det er, at jeg kommer sikkert hjem til hende. Når jeg pludselig er begyndt at tænke på, at jeg skal passe på mit helbred. Jeg skal være der for hende. Det er livsnødvendigt. Jeg skal være her idag, imorgen og i mange år frem lige indtil hun kan klare sig selv. Og forhåbenligt mange år frem efter det.

Denne følelse er kommet snigende. Den er vokset i mig.

For ikke så lang tid siden var min Instagram fyldt med frygtelige fortællinger og billeder. Fortællinger fra mødre der enten selv kæmpede mod kræften, nogle tabte kampen. Jeg fulgte med gennem billederne og de små fortællinger der stod under. Mødre hvis virkelighed var og er, at måtte kæmpe mod en sygdom, erkende at kampen vil blive tabt og som er tvunget til at tage afsked med deres børn. En afsked der skal tages alt alt for tidligt.

Fortællingerne om børn der dør. En mor der mistede sin 4 årige søn til et hjertestop på legepladsen, en 1 årige der dør af kræft efter et hårdt kemo forløb. Vi følger med på sidelinien, bag skærmen i mødrenes alle sværeste og mørkeste tid.

Jeg sad opløst i tårer, hver gang disse fortællinger dukkede op på min skærm. Jeg bliver så berørt af disse historier. Det er så grusomt og uden barmhjertighed, hvad nogle mennesker og familier skal igennem. Så berørt, at jeg så mig nødsaget til at droppe at følge med i dette mommy univers på de sociale medier.

Jeg følte mig dog som en kujon.

Dette ér virkelighed for så mange mødre og familier. Kunne jeg ikke bære at se ét billede, høre én fortælling om én dag i deres familie. Dette er virkligheden og hverdagen for så mange familier og hvor gør det ondt.

Vi er bygget til at føde børn ja, men vi er dælme også indrettet sådan, at vi skal være her til at følge vores børn til dørs.

Jeg er endt med fortsat at følge med i både de glade, lykkelige og idylliske billeder på instagram, men også i de mørke, triste og dybt uretfærdige.

Jeg vil og skal kunne rumme det.

Jeg håber dog på, at jeg kan finde en balance. En balance, hvor jeg kan høre disse fortællinger og blive berørt, men ikke blive panisk angst for, at der skal ske Elise eller mig noget.

Jeg kan mærke, at jeg skal lære at tøjle disse følelser og ikke lade mig blive alt for styret af min angst for ikke at kunne være der for Elise.

I foregårs tog jeg til privat hospitalet Aleris Hamlet for at blive gennemtjekket. For at få ro på. For en stund.

Lægen spurgte mig, hvorfor jeg kom og hvorfor jeg ønskede at få dette tjek. Jeg svarede ham, som jeg har beskrevet her. Jeg er panisk angst for blive taget fra Elise.

Det værste, men også det bedste ved at være blevet mor er den overvældende, instinktive og dyriske følelse af kærlighed og ansvar. Dén rammer mig hårdt her 1 1,5 år inde i moderskabet.

På Mors Dag gik alle mine tanker til de mødre der kæmper for deres børn og for dem selv. Til de mødre der tabte kampen, til de mødre der har måtte sige farvel, men også til de mødre der kæmper og til de som overlever og har overlevet.