Så fløj 10 feriedage lige afsted. Øj der har været fart over feltet.

Det er virkelig sandt, at ferie i en småbørnsfamilie er hårdt arbejde for forældrene og knap så meget ferie haha!

Det har været noget så skønt at have Elise hjemme i alle de dage. I forvejen har vi hende dog rigtig meget hjemme med fridage her og der, henter tidligt fra vuggestuen og hun har meget ofte mormordage, så heldigvis er det ikke helt sjældent, at vi har en hel masse kvalitetstid sammen 🙂 <3

Selvom kiropraktoren hjalp Josephine en hel del og gør, at hun nu bla. helt frit kan kigge til begge sider og har meget mere bevægelighed efter, at hun kom af med sine spændinger, så har vi fortsat bøvlet lidt med en til tider utilfreds lille dame.

Hun er stadig den sødeste, blideste og mest taknemmelige lille pige. Desværre får hun dog lidt mavekneb af og til og vi forsøger virkelig at komme til bunds i hvad der er skyld i det. Bl.a. ved, at jeg forsøger at holde mig fra visse fødevare for at se om det skulle have en effekt. Det pudsige er nemlig, at hun kan have de bedste dage, hvor hun er glad, nem og sover en hel masse. Til gengæld kan der så pludselig komme to dage med gråd og hvor hun helst vil bæres rundt og vugges i sine vågne timer. Hmm..

Nu har der lige være et par af ovenstående dage i påskeferien og så kommer en mor altså på arbejde med en to årige der gerne vil lave noget hele tiden og helst ikke ser sin mor sidde og amme. Forståeligt nok.

Heldigvis var det ikke sådan alle dagene og der har bestemt også været plads til hygge os 4, med bedsteforældre og med venner og veninder. SÅ dejligt.

Elise var blandt andet til sin første tennis træning (med min veninde som træner) og hun ELSKEDE det!! Virkelig fantastisk at se. Hun spurtede rundt i over 1 time og var så dygtig! Hun fik den sejeste lille babolat ketcher af hendes fadder Stephanie (træner) 😉 og hun var ikke til at skyde igennem!

^^Og nej de havde ikke farvekoordineret tøjet :-)^^

Nu er Elise afsted i vuggestue. 10 dage med hygge, sen morgenmad og en masse oplevelser er ovre for denne gang, og jeg har for 1. gang i 10 dage nydt en varm kop kaffe med benene oppe imens Josephine sover lur i barnevognen. Det kan sku også noget;)

God dage derude!

Her kommer beretningen om Josephines vej til verdenen, som foregik den 4. februar 2016 ved et planlagt kejsersnit.

Det var en noget anden oplevelse end fødslen af Elise, som foregik på ganske almindelig vis. På godt og ondt vil jeg sige.

Årsagen til kejsersnittet var skader fra 1. fødsel samt et større blodtab på 2,3 liter. Kombinationen af disse to ting gjorde, at jeg i samråd med den sødeste og bedste læge jeg længe har snakket med blev enige om, at kejsersnit denne gang var det sikreste valg for mig.

Det var dog med ganske blandet følelser, men beslutningen blev taget og jeg fortyder det nu heller ikke.

Nå til selve oplevelsen:

På Hillerød hospital fortager de planlagte kejsersnit tirsdag og torsdag. Os der skulle til de dage mødte op til forundersøgelse og samtaler om mandagen. Her blev selve indgrebet gennemgået af jordemoder, sygeplejerske og anæstesi lægen. Efterfølgende skulle man en ad gangen ind til de forskellige faggrupper til en snak. En laaang dag, men naturligvis vigtig at være velinformeret.

Det har været ganske specielt at kende den præcise dag for hendes ankomst. Virkelig anderledes end første gang, hvor jeg gik i spænding og ventede på, at det hele ligesom skulle gå igang.

Jeg havde egentlig ikke været så nervøs, men efter den dag på Hillerød begyndte nerverne da at melde sig lidt efter lidt.

Fra onsdag midnat skulle jeg faste og torsdag morgen kørte vi Elise i vuggestue, kyssede hende på gensyn og sagde “når vi ses igen er du storesøster”:) Derefter kørte vi direkte på hospitalet, hvor vi skulle møde kl. 10.

På hospitalet fik vi udleveret det tøj vi skulle iføre os. Mig en hospitalsskjorte og en grøn hætte der dækkede mit hår. Henrik samme grønne hat og grønne skjorte. Vi skulle selv have indedørs sko med som vi tog på. Vi fik også udleveret en vugge. Ret syret at sidde der og vide, at om ca. 2 timer ligger hun i den!

Vi ventede til kl. blev ca. lidt i 12 og der blev vi hentede af en jordemoder og så gik vi ellers ned ad gangen mod operationsstuen. Igen – en meget speciel gåtur.

Det er virkelig en anden oplevelse, når alt er planlagt og kører efter en fast rutine. Total kontrast til en almindelig fødsel, hvor der sker 100 ting samtidigt med, at man jo har veer og derved er totalt fokuseret på ve arbejdet.

Nå men ind på operationsstuen og hilse på de mange mennesker der stod klar, alle med hver deres opgave og rolle.

Det hele gik egentlig ret stærkt. En to tre op på briksen og så var de allerede igang med at lægge nåle i hænder, ilt i næsen og spørge om mit cpr nummer.

På grund af blodtabet fra sidst skulle der lidt ekstra slanger til, så de var klar til at give medicinen og blod skulle det blive nødvendigt. Rigtig rart, at de var så på forkanten med den del.

Straks efter kom anæstesi lægen, som havde nogle medicinstuderende med der skulle se hvordan sådan en spinalbedøvelse skulle lægges.

Selvom lange nåle i ryggen ikke er det fedeste i min verden, så var jeg egentlig ikke nervøs for den del. Jeg fik en epidural under min første fødsel og det gik lynhurtigt med at få den lagt og den virkede inden jeg kunne nå at tælle til to:)

Det skulle være lidt anderledes denne gang. Han prøvede først, hvor jeg lå på siden med bøjet ben. Her prøvede han tre gange og opgav så og ville have mig op at sidde. Her gik det noget bedre og jeg kunne da høre ham sige til de studerende noget med “ja her kan I se den gennemsigtige væske”. Jeg går ud fra det betyder, at han har ramt det rigtige sted. Han siger så, at mine ben burde blive tunge. Det gør de ikke sådan rigtigt.

De bakser mig ned og ligge igen og de går hurtigt igang med at lægge kateter og teste at bedøvelsen virker ved at prikke med en pincet hen over maven. Højre side kunne jeg mærke og også løfte benet helt.

Det vakte ikke begejstring hos lægerne og de forsøgte at vende mig lidt om på siden så bedøvelsen kunne løbe til højre (ish?!)

Det blev lidt bedre, men stadig en helt anden og langt tydeligere følelse end venstre siden, hvor jeg godt kunne mærke de rørte (som man skal kunne) men uden egentlig smerte.

De går så i gang og efter ca. 10 minutter har de Josephine ude.

Det hele mærkes ret så tydeligt. Igen især i højre side og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det kunne lade sig gøre at mærke så meget under en operation. Det gjorde ret ondt og føltes virkelig voldsomt. De begyndte med det samme at prøve at give mere bedøvelse direkte ned i huden og også i droppet. Det var ikke tilstrækkeligt og anæstesi lægen overvejede, at lægge mig i fuld narkose. Dét er jeg nu virkelig glad for han ikke gjorde! Så langt ude var jeg heller ikke. Men smertefri det ville være synd at sige. Det var dog på ingen måde så smerteligt som veer, det var en anden følelse. Mere en voldsom følelse af at kunne mærke så tydeligt hvad de lavede.

Lidt øv, at det stjal en del af fokus fra Josephine, da der hele tiden sad en ved mit hoved og hjalp med vejrtrækning og med smertehåndteringen. Hun kom dog hurtigt op på mit bryst og det var jo SÅ fantastisk. Åh altså at høre det første skrig og mærke hendes varme hud er bare SÅ enormt stort.

Hun kom herefter over på børnebordet og der brugte de vel ca. 10 minutter på at hjælpe hende lidt med vejrtrækningen. Hun skulle lige have noget fostervand op og det var der helt styr på og jeg følte mig ret tryg ved situationen og de var gode til hele tiden at give mig info.

Henrik var igen (ligesom sidste gang) helt vildt god og den bedste og største støtte man kan drømme om i sådan en situation. Han var så god til at fortælle hvad der foregik, fortælle mig, at jeg gjorde det godt og være både ved Josephine og ved mig.

Pludselig er stuen nærmest tom og jeg blev flyttede over i en seng og kørt til opvågning.

Her er der den sødeste sygeplejerske som igen giver mig en spand bedøvelse, der endelig tager toppen og jeg får Josephine rigtigt over at ligge og på brystet bliver hun de næste 3 dage <3

På nær selve bedøvelsen som slog fejl under kejsersnittet, så har det været en god og meget tryg oplevelse denne gang.

So far har der ingen komplikationer været efterfølgende og ja jeg har da haft ondt, men ikke værre end at panodil/ipren kombien har kunne tage det værste.

Jeg føler mig bestemt ligeså knyttet til Josephine, som jeg gjorde til Elise, da hun blev født. Mælken løb til helt som den skulle, så hvad det angår har der ingen forskel været på at føde naturligt vs. kejsersnittet.

Nu er vi hjemme og nyder tilværelsen for fuld hammer. Jeg er så overlykkelig og helt igennem forelsket i min lille bebse. Hun er simpelthen så perfekt og jeg kan næsten ikke lade være med at få tåre i øjnene når jeg tænker på hende. Som er hele tiden stort set;)

Alt i alt har mine to fødsler givet mig det dyrebareste jeg har og begge har været fantastiske oplevelser på hver deres måde, selvom ingen af dem er gået lige efter bogen. Jeg har så til gengæld været så utrolig heldig, at begge piger har været så super seje og sunde og det er helt og aldeles det vigtigste. Vi mødre glemmer jo med tiden det hårde og smertefulde ved fødsler og tak for det 😉

Pernille der blogger fra New York på mormedhjertet.dk har lavet en graviditets blå bog, som jeg kun kan anbefale at læse. Hun har spurgt om jeg vil lave det samme og svare på de samme spørgsmål. Sådan noget er jeg altid frisk på 😉

Så here goes:

Tre hurtige, opvarmende spørgsmål:

Fortæl lidt om dig selv, så som hvor du er fra, din alder og lidt om din familie.

Jeg er 27 år. Jeg læser Jura og er i gang med at skrive mit speciale, som skal afleveres til sommer. Jeg er opvokset i USA, Singapore, Thailand og Danmark, hvor vi flyttede til(bage) til, da jeg var ca. 11 år. Da jeg afsluttede gymnasiet flyttede jeg i lejlighed på Christianshavn. Her boede jeg indtil jeg mødte Henrik, der idag er 34 år og vi flyttede sammen i hans lille, men noget så hyggelige lejlighed i Nyboder  i indre København. Vi købte efterfølgende lejlighed i Charlottenlund og her nåede vi, på de to år vi boede der at blive forlovet, gravide og gift. Jeg betragter lejligheden som en ren og skær god karma lejlighed og det er med blandet følelser, at den nu er solgt. Til gengæld flytter vi i et skønt lille hus ved havet i Rungsted netop idag! Henrik, Elise og jeg. Dét bliver nu også ret fantastisk.

Hvad spiste du til aftensmad igår aftes?

Vi var på besøg hos Henriks forældre og vi fik risengrød!

Hvilken app kigger du først på hver morgen?

Whats app, Instagram, facebook og mails. I den rækkefølge:)

Og nu til sagen:

Din alder da du fandt ud, at du var gravid?

25 år.

Var det en planlagt graviditet eller en overvældende overraskelse?

Det var i den grad planlagt. Jeg har pco og det krævede fertilitetsbehandling at blive gravid. De første 3 måneder prøvede vi natuligt, herefter med hormonpiller og ægløsningssprøjte og efter to forsøg med insemination lykkedes det. 8 måneder i alt.

Hvilken metode brugte I til at blive gravid?

Se svaret ovenfor.

Havde du nogle symptomer, der fik dig til at tage en graviditetstest?

Jeg havde haft meget migræne og jeg fik pludselig helvedsild. Det var meget besynderligt og to dage inden jeg skulle teste (det er meget planlagt i fertilitetsverdenen) der begyndte jeg at bløde. Vi havde derfor slet ikke regnet med en graviditet i den omgang. Men det var der!:)

Hvordan fortalte du din mand, at du var gravid?

Jeg skreg så højt, at jeg tror hele opgangen hørte det!

Delte I nyheden på en bestemt måde? Personligt, på sociale medier eller andet?

Vi ventede faktisk i noget tid. Nok mest pga. blødningen og så ville vi være helt sikre på, at der rent faktisk var en baby. De tjekkede for graviditet uden for livmoderen og et par andre ting. Da det lå fast, at der var hjerteblink og alt så normalt ud delte vi det med vores forældre, søskende og nærmeste venner.

Dengang havde jeg ikke bloggen og delte det heller ikke på facebook eller instagram med det samme. Der kom dog sidenhen mave billeder på instagram og da Elise var født skrev jeg det på facebook.

Beskriv dit første trimester med tre ord og fortæl hvorfor.

Ovenud lykke, forvirret og en helvedes masse kvalme.

Ovenud lykkelig fordi vi havde kæmpet for det her i noget tid og nu var det endelig lykkedes. Lykkelig fordi det er det aller største jeg har oplevet. Forvirret fordi det kom meget bag på mig, hvor usikker og hormonel man pludselig bliver. Kvalme fordi jeg kastede op ca. 6 gange dagligt. Needless to say – det fyldte en del!

Hvilke graviditetssymptomer oplevede du i løbet af det første trimester?

Kvalme kvalme og atter kvalme. Det var frygteligt. Jeg har altid forestillet mig, at det der morgenkvalme var kvalme på den lidt hyggelige måde. Altså lidt små utilpas og lugten af hvidløg er slet ikke til at bære (på den sjove måde) – ligesom i Den Eneste Ene. OG at det er noget der KUN hører morgenen til. I mit tilfælde var det på ingen måde hyggeligt. Det var kvalme og opkast fra morgen til aften i alle 9 måneder stort set. Intet hjalp. Jeg vil beskrive det som de der tømmermænd, hvor man er svimmel og helt utilpas og bare venter på, at de går væk efter en morfar og en kebab. Det gik bare ikke væk!

Var der nogle bestemte tricks der afhjalp disse symptomer?

Intet. Jeg prøvede at spise inden jeg stod op, små måltider, akupunktur, seaband armbånd, piller, you name it!

Dyrkede du nogen form for motion under graviditeten?

Jeg prøvede at holde mig i gang så godt man nu kan med en badebold på maven. Jeg powerwalkede, styrketrænede og gik til fødselsforberedelse/gymnastik.

Besluttede du og din mand at finde ud af kønnet på barnet?

Ja! Vi var alt for nysgerrige og kunne slet ikke vente med at få svar.

Hvis du bor i Danmark, kan du fortælle om, om du var glad for din praktiserende læge, hvilket hospital du fødte på og hvordan du oplevede personalet det pågældende sted.

Jeg var ganske tilfreds med egen læge og især med sygeplejersken. Hun er gammel jordemoder, så hun havde en hel del viden og var noget så hjælpsom. Jeg fødte på Herlev og der var ikke noget at klage over. Jeg fik eget værelse i den efterfølgende uge jeg lå der og epidural skulle jeg ikke vente længe på. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en bedre jordemoder.

Hvor meget tog du på i vægt i løbet af graviditeten?

Jeg tror jeg nåede op på 20-25 kilo!

Fødte du vaginalt eller ved kejsersnit?

Vaginalt

Fik du nogen form for smertelindring under fødselen?

Jeg fik en epidural og lokalbedøvelse.

Hvad målte og vejede dit barn ved fødselen?

Hun vejede 3980 og var 53 cm lang.

Hvad er dit barns navn?

Elise

Hvordan valgte I navnet?

Vi havde nogle navne klar, men især Henrik ville gerne møde hende inden hun fik et navn. Det endte dog med at blive et helt fjerde navn og altså ikke et af de navne vi havde udvalgt.

Ammede du eller gav flaske eller begge og hvor længe?

Jeg fuld ammede de første 6 måneder. Desværre var det som om der blev mindre og mindre mælk og efter flere forsøg på at holde mælkeproduktionen oppe, gik vi over til flaske som supplement til det almindelige mad hun begyndte på som 6 måneders.

Og hvordan var det for dig?

Jeg kom til at holde meget af amningen. Jeg husker det som en smule klaustrofobisk i begyndelsen. Det var kun mig hun var så afhængig af og jeg var aldrig alene. (Noget jeg virkelig nyder). Men ret hurtigt fik jeg vænnet mig til det og ja, jeg var ærgerlig over det stoppede der ved 6 måneder.

Hvad holdt du mest af ved denne graviditet?

Al spændingen og forventningerne til at blive en lille familie og mødet med vores datter. Det er så utrolig en tid. Man mærker sin krop og hvordan den bare kan dét her. Jeg følte mig meget kvindelig og syntes faktisk gravide kvinder er så utrolig smukke. Det følte jeg også om mig selv – selv med alle de kilo:)

Er der en bog, app eller hjemmeside du havde gavn af, da du var gravid, som du kan anbefale til andre gravide?

Jeg købte lidt bøger, men det har primært været tumle bøger her til efter fødslen. I graviditeten brugte jeg minmave.dk og primært udenlandske hjemmesider. Youtubede en masse fødselsbeskrivelser og brugte vidst en app til at følge barnets udvikling i maven.

Håber du at få flere børn i fremtiden?

Helt sikkert. Jeg glæder mig meget til at opleve det hele igen. Håber nok på lidt mindre kvalme;)

Hvis du skulle give ét råd videre til en, som gerne vil være gravid eller lige har fundet ud af, at hun er gravid, hvad ville det så være?

Glæd dig! Det er så enormt fantastisk, stort og smukt, men også hårdt, voldsomt og identitetsforandrende. Giv dig selv plads og tid til at føle alle de forskellige følelser. Det er en enorm udvikling der sker og der er faser man skal igennem. Vær rummelig! Også med din partner. I står midt i en kæmpe omvæltning og det er ikke altid der man har det største overskud. Jeg elskede Elise fra første sekund. Det er ikke alle der gør det og det er helt ok. Til gengæld syntes jeg det tog tid at lande i mor rollen. Ikke meget lang tid, men det var noget jeg lige skulle vænne mig til. Naturligt nok:)

Jeg faldt lige over min fødselsberetning, som ligger på mammashops blog – mammashop.dk. (Overspringshandling fra at læse til eksamen much?!):)

Ih hvor vækker det dog mange følelser og minder. Jeg kan aldrig få nok af fødselsberetninger. Det er så ubeskrivelig smukt og fantastisk og hårdt og voldsomt. Det rummer så meget og kan forløbe på så mange forskellige måder.

Jeg fik lyst til at poste min fødselsberetning igen, så til de der er interesset, så kommer den her:)

En mors fødselsberetning

Fredag den 15. November 2013 blev dagen, hvor min lille datter så dagens lys for første gang og jeg blev forandret for altid. Jeg blev mor. En dag jeg, som alle andre vordende mødre talte ned til. Bl.a. ved hjælp af diverse apps, adskillige klik på minmave.dk og andre lignende sider.

Min fødsel begyndte hverken pludseligt eller ved at vandet gik i et stort plask. Vi havde i dagene op til fødslen været meget i tvivl, om det jeg oplevede var veer og om vandet var gået eller ej. Vi var ind og ud af fødemodtagelsen og endte med at få den besked, at det jeg oplevede var sivende fostervand. Jeg havde i nogle dage været 4 cm åben, så jordemoderen ville kunne prikke hul på fosterhinden foran Elises hoved og derved få sat ordenligt gang i fødslen. Alternativt kunne jeg komme hjem og hvile nogle timer først.

Henrik og jeg var ikke i tvivl. Vi ville bare i gang. Nu havde vi gået i en boble og ventet og ikke kunne få hvilet alligevel de sidste mange dage. Jordemoderen tog vandet og vi fik besked på at gå en tur på to timers tid og så komme igen.
Den gåtur nåede vi aldrig.

I løbet af ti minutter kom der godt gang i veerne. Og de kunne mærkes. De kom så pludseligt og tog hurtigt til i styrke. Selvom de gjorde ondt og kom med sådan en kraft, så syntes jeg de var til at arbejde med. Alt det jeg havde lært til fødselsforberedelse fik jeg brugt i denne fase. Min mand Henrik viste sig at være præcis så stor en støtte, som jeg havde regnet med. Endda større. Han var helt fantastisk og god til at få mig til at huske vejrtrækningen og generelt få mig til at slappe af.

Vi havde på forhånd talt en del om, hvordan vi begge forventede at reagere under fødslen og jeg havde givet udtryk for, hvad jeg sikkert ville have brug for og omvendt, og hvad jeg bestemt ikke ville have behov for. Dette fornemmede han også ret hurtigt under fødslen skulle han have glemt det.

Efter 4 timer på fødemodtagelsen fik de plads til mig på fødegangen og jeg kom ind på min fødestue. Eller det vil sige jeg kravlede. For på vejen derover tog veerne endnu mere til og jeg måtte bare ned på gulvet.

Generelt vil jeg sige, at jeg var meget åben over for, hvordan min fødsel ville kunne komme til at forløbe. Jeg var indstillet på, at en fødsel ikke kan planlægges ned til mindste detalje. Jeg havde tanker og forestillinger om, hvordan det kunne foregå, men jeg havde besluttet mig for at mærke efter og være åben.

Jeg havde tænkt på akupunktur og det at komme i vand som smertelindring, men jeg var meget afklaret. Jeg ville ikke lide og være fuldstændig forpint igennem hele fødslen for enhver pris. Jeg ønskede også at kunne være mentalt til stede. I modsætning til nogle af de billeder jeg ser for mig, når jeg tænker på dokumentarer om fødende kvinder, der mest af alt ligner de er på vej i koma af ren smerte.

Imens jeg kravlede ind på stuen fik jeg øje på et kar ovre i hjørnet og jeg kan huske, at jeg kort overvejede, om jeg skulle bede om at komme i. Men imens jeg lå der på gulvet med alt det hospitals gulve nu bærer præg af, der kunne jeg bare ikke overskue at vente på, at det skulle blive fyldt, have tøjet af for så at opdage, at vand måske ikke hjalp på mine smerter. Alene det at komme op i sengen eller vende mig for den sags skyld virkede komplet umuligt.

Der blev bestilt epidural. Og JA! hvor var det bare det bedste i verden. Den var dårlig nok blevet lagt, før jeg følte mig helt uden smerte. Fantastisk!!

Når jeg nu tænker tilbage på den beslutning, så følte jeg selvfølgelig at en epidural var nødvendig i øjeblikket, men jeg tror også en del af det var det psykiske i ikke at vide, ”hvor meget værre bliver det?”, ”hvor længe skal jeg have det sådan her”? Som 1. gangs fødende var jeg meget nysgerrig efter at få en idé om, hvad jeg kunne forvente af smerte, og følte nok en usikkerhed omkring det. For mig var det den rigtige beslutning at få epiduralen der, men det behøver det ikke nødvendigvis at være, når jeg skal have nummer to en dag og har en fødsel med i bagagen. Epien var god for mig, men jeg begyndte desværre at kaste op hvert 20. minut fra den var lagt og til hun var ude.

Jordemoderen kunne mærke, at Elise stod skævt i bækkenet og det var nok derfor jeg fik de koblede veer. Dette havde jeg havde hørt om til fødselsforberedelsen og igen var jeg glad for, at jeg havde forberedt mig godt. Min jordemoder forsøgte med rebozo. En rystemetode fra Mexico, hvor der bruges et stykke stof, som lægges hen over lænden for derefter at forsøge at ryste barnet på plads. Desværre hjalp dette ikke.

Da klokken blev ca. 05. begyndte presseveerne. Disse veer hjælper epien ikke på. De var svære at arbejde med syntes jeg. Det var ikke så meget smerten, men mere en sådan “jeg kan ikke være i min krop” følelse. Jeg har ellers hørt flere sige, at de følte det som en lettelse endelig at have noget at arbejde med. Sådan havde jeg det ikke. Jeg kunne ikke finde en ordentlig stilling og jeg syntes, at det var svært med vejrtrækningen på dette stadie. Efter at have presset i en time skete der ikke nok fremskridt og jordmoderen tilkaldte læger for, at hun kunne blive taget med cup.

Lægerne kom endelig efter en times ventetid og den hårde cup blev sat på Elises hoved. I øvrigt ikke noget jeg på nogen måde mærkede. I 3. træk kom hun med ud og op på brystet. Den vildeste, mest fantastiske følelse og allerede dér var jeg helt igennem forelskede og alle smerterne fortog sig med ét. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu måtte alle gerne smutte fra stuen, så det bare kunne være Henrik, Elise og jeg alene. Det havde jeg et enormt behov for netop der. Men der var også lige en moderkage der skulle fødes. Det mindede en ny jordemoder mig pludselig om. Den kom ud uden besvær husker jeg det som.

Til gengæld opdagede jeg, at der kom flere og flere ind på stuen. Og en del kom og trykkede på min mave. Det viste sig, at jeg blødte og de havde svært ved at stoppe blødningen. De blev ved med at sige, at de nok skulle få blødingen standsede der på stuen. Jeg kunne efter nogle minutter mærke en anelse stress hos lægerne og de besluttede, at jeg skulle på operationsbordet.

Her havde jeg lige fået min lille pige og ville bare nyde hende og Henrik, men skulle allerede give hende fra mig og køres væk. ØV det var bare slet ikke sjovt og jeg blev også en anelse utryg ved situationen. Irriteret over, at dette skulle tage fokus fra det jeg så længe havde ventet på. Min lille pige.

Jeg begyndte at græde imens jeg blev kørt afsted og var meget ærgerlig over, at dette blev afslutningen på min fødsel. Ked af at måtte undvære min lille pige. Og Henrik.
Fordi jeg havde epien kunne de bedøve mig den vej og jeg kom ikke i fuld narkose. Jeg fik en del beroligende, så jeg følte mig temmelig døsig under det der føltes som flere timers operation. Det viste sig, at der sad hinderester fra moderkagen tilbage i livmoderen og så snart de var fjernet, stoppede blødningen.

Efterfølgende på opvågningen var jeg meget omtumlet. Jeg så dobbelt og faldt ind og ud af søvn. Jeg kan huske, at jeg blev ved med at spørge om ikke de kunne give mig noget, så jeg kunne vågne ordenligt. Jeg ville jo se min baby og min mand. Jeg fik det svar, at det ville tage nogle timer og, at jeg skulle prøve at sove. Det var forfærdeligt. Simpelthen så ubehageligt at ligge helt alene, da jeg burde ligge med min lille familie og drikke rød saftevand. Jeg lå bare der og jeg var SÅ tørstig. Det havde jeg iøvrigt været under hele fødslen og operationen. Ulidelig tørstig.

ENDELIG kom Henrik og Elise. Jeg kan tydelig huske, hvor imponeret jeg var over, hvor god Henrik var til at bære hende, da han lagde hende op til mig. Deres bånd var rørende og jeg vidste, at hun havde haft ham imens jeg var væk. Det skærer dog stadig i mit hjerte, nu knap 10 måneder efter, at hun måtte undvære mig. Hun klarede dog det hele flot, og så snart hun blev lagt på mit bryst fungerede amningen bare og jeg var simpelthen så imponeret, da hun kiggede op og vi fik øjenkontakt.

Vi har heldigvis slet ikke kunne mærke, at vi var adskilt de første timer og der har ingen start vanskeligheder været.
Vi var indlagt en uges tid pga. mit blodtab. 2,3 liter blev det til og jeg fik to blodtransfusioner og jern i drop. Jeg var noget medtaget, men vores fokus var fuldstændig på Elise, så helt ærligt så føltes det slet ikke så slemt. Man finder kræfterne.

Det er hårdt at tænke tilbage på, at jeg blev kørt væk fra Elise og Henrik og hårdt at tænke på Henrik, der stod tilbage på den pludselig tomme stue med Elise i armene.

Nu nogle måneder efter fylder det gode ved forløbet helt klart mest og det er den mest fantastiske oplevelse at blive forældre. Det der skete efter fødslen med blødningen kunne ingen have forhindret og jeg skal bare være taknemmelig for, at jeg ikke havde valgt en hjemmefødsel. Taknemmelig over, at den type komplikationer i dag kan afhjælpes.

Jeg har dog gjort mig nogle erfaringer jeg vil tage med mig til næste gang. Nogle ting jeg kan gøre anderledes. En mor må naturligvis selv tage ansvaret for sin egen fødsel. Mentalt såvel som fysisk. Jeg vil igen forberede mig så godt jeg kan.
Til gengæld skal jeg melde tydeligere ud over for jordemoderen, hvad jeg har brug for. Jeg følte mig ikke guided eller hjulpet i min fødsel. Jeg fik ingen tips eller forslag til hvad jeg kunne gøre.

Det slog mig pludseligt, da der helt til sidst kom en anden jordemoder og hjalp til. Hun kom med råd til, hvordan jeg kunne holde armene, jeg skulle tage hagen ned og i hvilken retning jeg skulle presse. Alle de, rimelig basale råd, kunne jeg godt have brugt tidligere.

Min jordemoder kan have følt, at jeg selv vidste hvad der var bedst og, at jeg selv ville køre showet, men sandheden er, at jeg gerne ville have haft meget mere hjælp. En jordemoder må forsøge at læse den fødende, men den fødende må også sige til og fra. Dette er nok den vigtigste erfaring jeg har gjort mig.

På trods af den hektiske afslutning og ovenstående, så føler jeg at det var en god fødsel. Der er så meget mere ved en fødsel end smerte, spænding og hårdt arbejde. Der bliver født et lille menneske og det er helt igennem magisk og det altoverskyggende.

Med hånden på hjertet kan jeg sige, at jeg glæder mig usigeligt meget til jeg igen en dag forhåbentlig er så heldig at få lov til at opleve det igen.

Igår eftermiddags havde jeg netop sat mig i sofaen og fik denne wrap stukket i hånden af manden. Han kan godt, når han vil 🙂

Opskriften findes i Thomas Rodes Paleo bog!

Jeg havde Elise det meste af dagen, da Henrik var ude og cykel træne. Vi har rigtig hygget og Elise har for 3. dag i træk fået bonde brød til frokost. So far har hun fået leverpostej og laksepaté på. Jeg har været så nervøs for at give hende noget andet end grød. Jeg har siddet klar og været panisk for, at noget skulle sætte sig fast, men der har ikke været så meget som et eneste host. Lettede mor!

Hun har været helt eksemplarisk og går all in på at træne det kravleri..

Imens jeg sidder her og kigger på hende lege kan jeg slet ikke begribe, at hun fylder 7 måneder om 2 dage. På en måde føles det som igår, at hun kom til verdenen, men når jeg ser på hvor meget hun kan nu, ja så kan jeg godt se, at hun ikke er en lille nyfødt længere.

Jeg tænker det er vildt, at vi har overlevet snart 7 måneder med en baby. Og den baby stor trives. Pyh så gik det hele alligevel:)

Når jeg tænker tilbage på det første lange stykke tid, hvor vi i snit fik 3-4 timers sammenlagt søvn i døgnet. Ikke fordi Elise ikke sov, men fordi jeg jo måtte sikre mig, at  hun stadig trak vejret, ikke havde trukket dynen over hovedet, at der pludselig var blevet 50 grader på hendes værelse eller et helt 4. scenarie jeg ikke havde tænkt på. Jeg vågner fortsat nogle gange om natten for at tjekke til hende. Sådan bliver det nok ved:) Elise –  hun sover bare!

Når jeg tænker tilbage på graviditeten og alle de forventinger og drømme jeg havde, om at få en baby, så føler jeg på mange måder det stemmer helt overens med hvordan virkeligheden med en baby har vist sig at være. Og så er der alligevel alt det jeg ikke havde kunne forudse, alt det ingen havde fortalt og alt det man nok bare selv skal mærke på egen krop.

Fra det øjeblik hun blev lagt på min mave efter 12 timers fødsel, da vidste jeg, at jeg var forandret for altid. Og heldigvis for det. Det er sådan en urkraft, et instinkt, en dyrisk beskytter trang der bliver tændt i en.

Med ét er det som om, der er blevet tændt en knap i en, en knap der i øvrigt altid har været der.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig før har oplevet noget så fysisk og følelsesmæssigt turbulent, som det at blive mor. Jeg er pt den vigtigste person i et andet menneskes liv og skal være det bedste forbillede for hende jeg kan være.

Netop denne del havde jeg gjort mig en del tanker om og var spændt og nervøs for, hvordan jeg ville have det med det. Igen må jeg sige, at det er kommet som et instinkt og der er ikke noget jeg hellere vil i denne verden, end at være der for min lille pige og følge og støtte hende så godt, som jeg overhovedet kan.