Fødselsberetning – Kejsersnit

Her kommer beretningen om Josephines vej til verdenen, som foregik den 4. februar 2016 ved et planlagt kejsersnit.

Det var en noget anden oplevelse end fødslen af Elise, som foregik på ganske almindelig vis. På godt og ondt vil jeg sige.

Årsagen til kejsersnittet var skader fra 1. fødsel samt et større blodtab på 2,3 liter. Kombinationen af disse to ting gjorde, at jeg i samråd med den sødeste og bedste læge jeg længe har snakket med blev enige om, at kejsersnit denne gang var det sikreste valg for mig.

Det var dog med ganske blandet følelser, men beslutningen blev taget og jeg fortyder det nu heller ikke.

Nå til selve oplevelsen:

På Hillerød hospital fortager de planlagte kejsersnit tirsdag og torsdag. Os der skulle til de dage mødte op til forundersøgelse og samtaler om mandagen. Her blev selve indgrebet gennemgået af jordemoder, sygeplejerske og anæstesi lægen. Efterfølgende skulle man en ad gangen ind til de forskellige faggrupper til en snak. En laaang dag, men naturligvis vigtig at være velinformeret.

Det har været ganske specielt at kende den præcise dag for hendes ankomst. Virkelig anderledes end første gang, hvor jeg gik i spænding og ventede på, at det hele ligesom skulle gå igang.

Jeg havde egentlig ikke været så nervøs, men efter den dag på Hillerød begyndte nerverne da at melde sig lidt efter lidt.

Fra onsdag midnat skulle jeg faste og torsdag morgen kørte vi Elise i vuggestue, kyssede hende på gensyn og sagde “når vi ses igen er du storesøster”:) Derefter kørte vi direkte på hospitalet, hvor vi skulle møde kl. 10.

På hospitalet fik vi udleveret det tøj vi skulle iføre os. Mig en hospitalsskjorte og en grøn hætte der dækkede mit hår. Henrik samme grønne hat og grønne skjorte. Vi skulle selv have indedørs sko med som vi tog på. Vi fik også udleveret en vugge. Ret syret at sidde der og vide, at om ca. 2 timer ligger hun i den!

Vi ventede til kl. blev ca. lidt i 12 og der blev vi hentede af en jordemoder og så gik vi ellers ned ad gangen mod operationsstuen. Igen – en meget speciel gåtur.

Det er virkelig en anden oplevelse, når alt er planlagt og kører efter en fast rutine. Total kontrast til en almindelig fødsel, hvor der sker 100 ting samtidigt med, at man jo har veer og derved er totalt fokuseret på ve arbejdet.

Nå men ind på operationsstuen og hilse på de mange mennesker der stod klar, alle med hver deres opgave og rolle.

Det hele gik egentlig ret stærkt. En to tre op på briksen og så var de allerede igang med at lægge nåle i hænder, ilt i næsen og spørge om mit cpr nummer.

På grund af blodtabet fra sidst skulle der lidt ekstra slanger til, så de var klar til at give medicinen og blod skulle det blive nødvendigt. Rigtig rart, at de var så på forkanten med den del.

Straks efter kom anæstesi lægen, som havde nogle medicinstuderende med der skulle se hvordan sådan en spinalbedøvelse skulle lægges.

Selvom lange nåle i ryggen ikke er det fedeste i min verden, så var jeg egentlig ikke nervøs for den del. Jeg fik en epidural under min første fødsel og det gik lynhurtigt med at få den lagt og den virkede inden jeg kunne nå at tælle til to:)

Det skulle være lidt anderledes denne gang. Han prøvede først, hvor jeg lå på siden med bøjet ben. Her prøvede han tre gange og opgav så og ville have mig op at sidde. Her gik det noget bedre og jeg kunne da høre ham sige til de studerende noget med “ja her kan I se den gennemsigtige væske”. Jeg går ud fra det betyder, at han har ramt det rigtige sted. Han siger så, at mine ben burde blive tunge. Det gør de ikke sådan rigtigt.

De bakser mig ned og ligge igen og de går hurtigt igang med at lægge kateter og teste at bedøvelsen virker ved at prikke med en pincet hen over maven. Højre side kunne jeg mærke og også løfte benet helt.

Det vakte ikke begejstring hos lægerne og de forsøgte at vende mig lidt om på siden så bedøvelsen kunne løbe til højre (ish?!)

Det blev lidt bedre, men stadig en helt anden og langt tydeligere følelse end venstre siden, hvor jeg godt kunne mærke de rørte (som man skal kunne) men uden egentlig smerte.

De går så i gang og efter ca. 10 minutter har de Josephine ude.

Det hele mærkes ret så tydeligt. Igen især i højre side og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det kunne lade sig gøre at mærke så meget under en operation. Det gjorde ret ondt og føltes virkelig voldsomt. De begyndte med det samme at prøve at give mere bedøvelse direkte ned i huden og også i droppet. Det var ikke tilstrækkeligt og anæstesi lægen overvejede, at lægge mig i fuld narkose. Dét er jeg nu virkelig glad for han ikke gjorde! Så langt ude var jeg heller ikke. Men smertefri det ville være synd at sige. Det var dog på ingen måde så smerteligt som veer, det var en anden følelse. Mere en voldsom følelse af at kunne mærke så tydeligt hvad de lavede.

Lidt øv, at det stjal en del af fokus fra Josephine, da der hele tiden sad en ved mit hoved og hjalp med vejrtrækning og med smertehåndteringen. Hun kom dog hurtigt op på mit bryst og det var jo SÅ fantastisk. Åh altså at høre det første skrig og mærke hendes varme hud er bare SÅ enormt stort.

Hun kom herefter over på børnebordet og der brugte de vel ca. 10 minutter på at hjælpe hende lidt med vejrtrækningen. Hun skulle lige have noget fostervand op og det var der helt styr på og jeg følte mig ret tryg ved situationen og de var gode til hele tiden at give mig info.

Henrik var igen (ligesom sidste gang) helt vildt god og den bedste og største støtte man kan drømme om i sådan en situation. Han var så god til at fortælle hvad der foregik, fortælle mig, at jeg gjorde det godt og være både ved Josephine og ved mig.

Pludselig er stuen nærmest tom og jeg blev flyttede over i en seng og kørt til opvågning.

Her er der den sødeste sygeplejerske som igen giver mig en spand bedøvelse, der endelig tager toppen og jeg får Josephine rigtigt over at ligge og på brystet bliver hun de næste 3 dage <3

På nær selve bedøvelsen som slog fejl under kejsersnittet, så har det været en god og meget tryg oplevelse denne gang.

So far har der ingen komplikationer været efterfølgende og ja jeg har da haft ondt, men ikke værre end at panodil/ipren kombien har kunne tage det værste.

Jeg føler mig bestemt ligeså knyttet til Josephine, som jeg gjorde til Elise, da hun blev født. Mælken løb til helt som den skulle, så hvad det angår har der ingen forskel været på at føde naturligt vs. kejsersnittet.

Nu er vi hjemme og nyder tilværelsen for fuld hammer. Jeg er så overlykkelig og helt igennem forelsket i min lille bebse. Hun er simpelthen så perfekt og jeg kan næsten ikke lade være med at få tåre i øjnene når jeg tænker på hende. Som er hele tiden stort set;)

Alt i alt har mine to fødsler givet mig det dyrebareste jeg har og begge har været fantastiske oplevelser på hver deres måde, selvom ingen af dem er gået lige efter bogen. Jeg har så til gengæld været så utrolig heldig, at begge piger har været så super seje og sunde og det er helt og aldeles det vigtigste. Vi mødre glemmer jo med tiden det hårde og smertefulde ved fødsler og tak for det 😉