Fødselsberetning

Jeg faldt lige over min fødselsberetning, som ligger på mammashops blog – mammashop.dk. (Overspringshandling fra at læse til eksamen much?!):)

Ih hvor vækker det dog mange følelser og minder. Jeg kan aldrig få nok af fødselsberetninger. Det er så ubeskrivelig smukt og fantastisk og hårdt og voldsomt. Det rummer så meget og kan forløbe på så mange forskellige måder.

Jeg fik lyst til at poste min fødselsberetning igen, så til de der er interesset, så kommer den her:)

En mors fødselsberetning

Fredag den 15. November 2013 blev dagen, hvor min lille datter så dagens lys for første gang og jeg blev forandret for altid. Jeg blev mor. En dag jeg, som alle andre vordende mødre talte ned til. Bl.a. ved hjælp af diverse apps, adskillige klik på minmave.dk og andre lignende sider.

Min fødsel begyndte hverken pludseligt eller ved at vandet gik i et stort plask. Vi havde i dagene op til fødslen været meget i tvivl, om det jeg oplevede var veer og om vandet var gået eller ej. Vi var ind og ud af fødemodtagelsen og endte med at få den besked, at det jeg oplevede var sivende fostervand. Jeg havde i nogle dage været 4 cm åben, så jordemoderen ville kunne prikke hul på fosterhinden foran Elises hoved og derved få sat ordenligt gang i fødslen. Alternativt kunne jeg komme hjem og hvile nogle timer først.

Henrik og jeg var ikke i tvivl. Vi ville bare i gang. Nu havde vi gået i en boble og ventet og ikke kunne få hvilet alligevel de sidste mange dage. Jordemoderen tog vandet og vi fik besked på at gå en tur på to timers tid og så komme igen.
Den gåtur nåede vi aldrig.

I løbet af ti minutter kom der godt gang i veerne. Og de kunne mærkes. De kom så pludseligt og tog hurtigt til i styrke. Selvom de gjorde ondt og kom med sådan en kraft, så syntes jeg de var til at arbejde med. Alt det jeg havde lært til fødselsforberedelse fik jeg brugt i denne fase. Min mand Henrik viste sig at være præcis så stor en støtte, som jeg havde regnet med. Endda større. Han var helt fantastisk og god til at få mig til at huske vejrtrækningen og generelt få mig til at slappe af.

Vi havde på forhånd talt en del om, hvordan vi begge forventede at reagere under fødslen og jeg havde givet udtryk for, hvad jeg sikkert ville have brug for og omvendt, og hvad jeg bestemt ikke ville have behov for. Dette fornemmede han også ret hurtigt under fødslen skulle han have glemt det.

Efter 4 timer på fødemodtagelsen fik de plads til mig på fødegangen og jeg kom ind på min fødestue. Eller det vil sige jeg kravlede. For på vejen derover tog veerne endnu mere til og jeg måtte bare ned på gulvet.

Generelt vil jeg sige, at jeg var meget åben over for, hvordan min fødsel ville kunne komme til at forløbe. Jeg var indstillet på, at en fødsel ikke kan planlægges ned til mindste detalje. Jeg havde tanker og forestillinger om, hvordan det kunne foregå, men jeg havde besluttet mig for at mærke efter og være åben.

Jeg havde tænkt på akupunktur og det at komme i vand som smertelindring, men jeg var meget afklaret. Jeg ville ikke lide og være fuldstændig forpint igennem hele fødslen for enhver pris. Jeg ønskede også at kunne være mentalt til stede. I modsætning til nogle af de billeder jeg ser for mig, når jeg tænker på dokumentarer om fødende kvinder, der mest af alt ligner de er på vej i koma af ren smerte.

Imens jeg kravlede ind på stuen fik jeg øje på et kar ovre i hjørnet og jeg kan huske, at jeg kort overvejede, om jeg skulle bede om at komme i. Men imens jeg lå der på gulvet med alt det hospitals gulve nu bærer præg af, der kunne jeg bare ikke overskue at vente på, at det skulle blive fyldt, have tøjet af for så at opdage, at vand måske ikke hjalp på mine smerter. Alene det at komme op i sengen eller vende mig for den sags skyld virkede komplet umuligt.

Der blev bestilt epidural. Og JA! hvor var det bare det bedste i verden. Den var dårlig nok blevet lagt, før jeg følte mig helt uden smerte. Fantastisk!!

Når jeg nu tænker tilbage på den beslutning, så følte jeg selvfølgelig at en epidural var nødvendig i øjeblikket, men jeg tror også en del af det var det psykiske i ikke at vide, ”hvor meget værre bliver det?”, ”hvor længe skal jeg have det sådan her”? Som 1. gangs fødende var jeg meget nysgerrig efter at få en idé om, hvad jeg kunne forvente af smerte, og følte nok en usikkerhed omkring det. For mig var det den rigtige beslutning at få epiduralen der, men det behøver det ikke nødvendigvis at være, når jeg skal have nummer to en dag og har en fødsel med i bagagen. Epien var god for mig, men jeg begyndte desværre at kaste op hvert 20. minut fra den var lagt og til hun var ude.

Jordemoderen kunne mærke, at Elise stod skævt i bækkenet og det var nok derfor jeg fik de koblede veer. Dette havde jeg havde hørt om til fødselsforberedelsen og igen var jeg glad for, at jeg havde forberedt mig godt. Min jordemoder forsøgte med rebozo. En rystemetode fra Mexico, hvor der bruges et stykke stof, som lægges hen over lænden for derefter at forsøge at ryste barnet på plads. Desværre hjalp dette ikke.

Da klokken blev ca. 05. begyndte presseveerne. Disse veer hjælper epien ikke på. De var svære at arbejde med syntes jeg. Det var ikke så meget smerten, men mere en sådan “jeg kan ikke være i min krop” følelse. Jeg har ellers hørt flere sige, at de følte det som en lettelse endelig at have noget at arbejde med. Sådan havde jeg det ikke. Jeg kunne ikke finde en ordentlig stilling og jeg syntes, at det var svært med vejrtrækningen på dette stadie. Efter at have presset i en time skete der ikke nok fremskridt og jordmoderen tilkaldte læger for, at hun kunne blive taget med cup.

Lægerne kom endelig efter en times ventetid og den hårde cup blev sat på Elises hoved. I øvrigt ikke noget jeg på nogen måde mærkede. I 3. træk kom hun med ud og op på brystet. Den vildeste, mest fantastiske følelse og allerede dér var jeg helt igennem forelskede og alle smerterne fortog sig med ét. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu måtte alle gerne smutte fra stuen, så det bare kunne være Henrik, Elise og jeg alene. Det havde jeg et enormt behov for netop der. Men der var også lige en moderkage der skulle fødes. Det mindede en ny jordemoder mig pludselig om. Den kom ud uden besvær husker jeg det som.

Til gengæld opdagede jeg, at der kom flere og flere ind på stuen. Og en del kom og trykkede på min mave. Det viste sig, at jeg blødte og de havde svært ved at stoppe blødningen. De blev ved med at sige, at de nok skulle få blødingen standsede der på stuen. Jeg kunne efter nogle minutter mærke en anelse stress hos lægerne og de besluttede, at jeg skulle på operationsbordet.

Her havde jeg lige fået min lille pige og ville bare nyde hende og Henrik, men skulle allerede give hende fra mig og køres væk. ØV det var bare slet ikke sjovt og jeg blev også en anelse utryg ved situationen. Irriteret over, at dette skulle tage fokus fra det jeg så længe havde ventet på. Min lille pige.

Jeg begyndte at græde imens jeg blev kørt afsted og var meget ærgerlig over, at dette blev afslutningen på min fødsel. Ked af at måtte undvære min lille pige. Og Henrik.
Fordi jeg havde epien kunne de bedøve mig den vej og jeg kom ikke i fuld narkose. Jeg fik en del beroligende, så jeg følte mig temmelig døsig under det der føltes som flere timers operation. Det viste sig, at der sad hinderester fra moderkagen tilbage i livmoderen og så snart de var fjernet, stoppede blødningen.

Efterfølgende på opvågningen var jeg meget omtumlet. Jeg så dobbelt og faldt ind og ud af søvn. Jeg kan huske, at jeg blev ved med at spørge om ikke de kunne give mig noget, så jeg kunne vågne ordenligt. Jeg ville jo se min baby og min mand. Jeg fik det svar, at det ville tage nogle timer og, at jeg skulle prøve at sove. Det var forfærdeligt. Simpelthen så ubehageligt at ligge helt alene, da jeg burde ligge med min lille familie og drikke rød saftevand. Jeg lå bare der og jeg var SÅ tørstig. Det havde jeg iøvrigt været under hele fødslen og operationen. Ulidelig tørstig.

ENDELIG kom Henrik og Elise. Jeg kan tydelig huske, hvor imponeret jeg var over, hvor god Henrik var til at bære hende, da han lagde hende op til mig. Deres bånd var rørende og jeg vidste, at hun havde haft ham imens jeg var væk. Det skærer dog stadig i mit hjerte, nu knap 10 måneder efter, at hun måtte undvære mig. Hun klarede dog det hele flot, og så snart hun blev lagt på mit bryst fungerede amningen bare og jeg var simpelthen så imponeret, da hun kiggede op og vi fik øjenkontakt.

Vi har heldigvis slet ikke kunne mærke, at vi var adskilt de første timer og der har ingen start vanskeligheder været.
Vi var indlagt en uges tid pga. mit blodtab. 2,3 liter blev det til og jeg fik to blodtransfusioner og jern i drop. Jeg var noget medtaget, men vores fokus var fuldstændig på Elise, så helt ærligt så føltes det slet ikke så slemt. Man finder kræfterne.

Det er hårdt at tænke tilbage på, at jeg blev kørt væk fra Elise og Henrik og hårdt at tænke på Henrik, der stod tilbage på den pludselig tomme stue med Elise i armene.

Nu nogle måneder efter fylder det gode ved forløbet helt klart mest og det er den mest fantastiske oplevelse at blive forældre. Det der skete efter fødslen med blødningen kunne ingen have forhindret og jeg skal bare være taknemmelig for, at jeg ikke havde valgt en hjemmefødsel. Taknemmelig over, at den type komplikationer i dag kan afhjælpes.

Jeg har dog gjort mig nogle erfaringer jeg vil tage med mig til næste gang. Nogle ting jeg kan gøre anderledes. En mor må naturligvis selv tage ansvaret for sin egen fødsel. Mentalt såvel som fysisk. Jeg vil igen forberede mig så godt jeg kan.
Til gengæld skal jeg melde tydeligere ud over for jordemoderen, hvad jeg har brug for. Jeg følte mig ikke guided eller hjulpet i min fødsel. Jeg fik ingen tips eller forslag til hvad jeg kunne gøre.

Det slog mig pludseligt, da der helt til sidst kom en anden jordemoder og hjalp til. Hun kom med råd til, hvordan jeg kunne holde armene, jeg skulle tage hagen ned og i hvilken retning jeg skulle presse. Alle de, rimelig basale råd, kunne jeg godt have brugt tidligere.

Min jordemoder kan have følt, at jeg selv vidste hvad der var bedst og, at jeg selv ville køre showet, men sandheden er, at jeg gerne ville have haft meget mere hjælp. En jordemoder må forsøge at læse den fødende, men den fødende må også sige til og fra. Dette er nok den vigtigste erfaring jeg har gjort mig.

På trods af den hektiske afslutning og ovenstående, så føler jeg at det var en god fødsel. Der er så meget mere ved en fødsel end smerte, spænding og hårdt arbejde. Der bliver født et lille menneske og det er helt igennem magisk og det altoverskyggende.

Med hånden på hjertet kan jeg sige, at jeg glæder mig usigeligt meget til jeg igen en dag forhåbentlig er så heldig at få lov til at opleve det igen.