Vuggestue bekymringer og lidt til..

Åha vi har netop været igennem en lidt hård tid med vores vuggestue. Vores vuggestue, som vi ellers har været rigtig rigtig glade for i den tid Elise har gået der.

De har desværre været ramt af sygdom og nedskæringer – og det har kunne mærkes. Elise er (åbenbart..?) et de mere fremmelige børn i vuggestuen og de har af den grund af og til sendt hende på besøg i børnehaven i en time eller to, hvilket er helt ok, hvis hun har glæde af det.

Det har til gengæld i denne sidste periode været oftere og oftere og længere og længere tid ad gangen, at hun har været deroppe. Vi har haft følelsen af, at hun i højere grad er kommet derop pga. manglende hænder i vuggestuen end fordi det rent faktisk har været gavnligt for hende at have en til to timer deroppe. Øv ikke?

Derudover sover hun jo som tidligere nævnt heller ikke lur længere – damn it – og er derfor et af de eneste vuggestue børn der er oppe mellem 12-14. Der er hun så også blevet sendt ud på legeplads med børnehave børnene. Igen fint, hvis det vurderes, at hun er parat til at kunne håndtere det, OG at der er det fornødne opsyn med børnene derude. Det har vi så ikke helt følt, at der har været. Igen øv right?!

Åha, så vi har forsøgt at holde hende meget hjemme, hente tidligt og mormor har i den grad været meget på banen.

Nu er den faste pædadog tilbage og det lader til at stabilisere sig derovre hvad angår personale situationen. Jeg havde en rigtig god snak med pædagogen tirsdag morgen og jeg håber vitterligt, at vi finder en løsning.

Åha sådan en periode er bare ikke sjov og hvor man dog bekymre sig om sit barn. Det der med, når beslutninger tages på baggrund af manglende hænder og ressourser og knap så meget ud fra hvad der er i barnets bedste interesse har jeg det dælme lidt svært med.

Elise er heldigvis en robust lille en, men det har alligevel gjort ondt i mit moderhjerte, når jeg har skulle aflevere nogle dage, og har set hvor travlt der har været og set de helt små børn der endnu ikke kan gå bare sidde der på gulvet.

Årh! For pokker hvor ville jeg ønske, at der kunne være flere pædadoger i de danske institutioner. Det er så små og helt hjælpeløse mennesker der for nogles vedkommende tilbringer ret så mange timer der.

Jeg har, som mange andre mødre tidligt i mit moderskab fundet ud af, at jeg i disse relativt få år, hvor børnene er så små og har så ufatteligt meget brug for mig, at jeg her vil være rigtig meget tilstede. De er min 1. prioritet.

Det er ikke i disse år, at jeg skal lave en iron man (hvis jeg nogensinde skal det haha), eller i disse år, at jeg skal arbejde så meget, at jeg dårligt nok kan nå at køre eller hente børnene fra institution. Det er et ømtåleligt emne, og alle forældre gør det de føler er det bedste for dem og deres børn.

Mine prioriteter har ændret sig med børnenes ankomst og det syntes jeg ikke er en dårlig ting. Tværtimod betragter jeg faktisk ikke de forældre der forøger at (op)nå det hele på samme tid med at børnene er helt små, som helte.

Jeg syntes faktisk, at det er helt ok, at det kan ses og mærkes, at der er kommet børn i familien. Hvorfor ellers få dem, hvis alt skal fortsætte som før? Hvis man på ingen måde har i sinde, at ofre lidt af den fokus og tid man bruger på sig selv?

Jeg siger ikke, at man skal smide sig selv og sine egne drømme helt til side, men at anerkende at ens liv og ens måske meget tidskrævende hobbyer og ambitioner for en tid må sættes til side for så vigtige små menneskers behov vil jeg dælme hellere hylde.

Jeg kan ikke være den eneste, der er bare en smuuule træt af at høre eller læse om forældre komme med den der “hvis ikke jeg fik lov til at passe mit arbejde, eller hvis ikke jeg fik lov til at fortsætte med min træning, så ville jeg ikke være noget værd som forældre”.?!

Ej men come on. Er det i virkeligheden ikke sundt nok ikke at have helt så meget fokus på sig selv? At acceptere, at noget må vige pladsen (måske bare for en periode), så der er plads til at være forældre for de børn man selv har valgt at sætte i verden? At man ikke behøver at realisere sig selv på alle områder lige i de år ens børn har aller mest brug for en?

Det er måske bare mig, men jeg finder det i hvertfald ikke top charmerende:-/

Nu lyder det måske surt og fordømmende og det er i virkeligheden slet ikke min intention. For jeg er sikker på, at de børn der har meget ambitiøse forældre, så til gengæld får en masse inspiration og en masse andre gode ting. At være meget væk fra mine børn ville bare ikke være en forældre stil der ville fungere for mig, som I nok kan høre 🙂

Nå, det var lige lidt hverdags bekymringer og ligeledes hverdags tanker om det at være forældre;)