Om at måtte ringe 1813 for 2. gang på en uge

 Åh ha en bandit Elise er blevet. Hun fylder sin mor med bekymringer i øjeblikket.

Efter hun for ca. 4 uger siden begyndte at rejse sig op af alt hun kan komme i nærheden af, har hun nu også udviklet noget så stor en selvtillid, der gør, at hun tror hun kan slippe grebet og vade ud i intetheden. Fri som en fugl og med det stolte blik i øjnene… lige indtil.. nårh jo, hun kan jo ikke gå uden at holde fast i noget og derfor tager sig nogle ture – typisk med hovedet først.

Vi prøver så godt vi overhovedet kan at være om hende heeele tiden, men nogle gange skal man jo viiiirkelig tisse, eller tage en telefon. Forleden var vi ikke hurtige nok til at gribe hende, og hun ramte face først lige ind i kanten på kommoden.  Aaaav! Hun hævede gevaldigt op lige over tindingen og jeg følte mig nødsaget til at ringe 1813 for at få lidt ro på (+ få at vide, at jeg ikke er en forfærdelig mor, der lader den slags ske). Åh altså.

Nå men igår opstår der på en eller anden måde tvivl om, hvem af os der har vagten. (Ja en vagtordning er vi nødt til at have med lille speedy gonzales her). På en eller anden måde får hun møvet sig ud på toilettet og får fat i, ja sorry, toiletbørsten.

Jeg er ude i køkkenet og lave hendes frokost og Henrik sidder på computeren.

Jeg kommer ud i gangen, hvor hun så har slæbt både børsten + skål med sig.

Føøøøøj!

Toilet børsten er i sig selv slemt nok, og jeg tænker med det samme, at hun jo nok vil få sig en mave infektion osv osv. MEN værre er det, at vi har for vane altid at have ajax nede i den dersen skål. Jeg tænker umiddelbart ikke, at der ligger så meget af det på gulvet, ergo bliver jeg nu rigtig nervøs for, om hun har drukket det!

Efter Henrik og jeg får brokkede os over hinanden og hver især bestemt mener, at det var den anden der havde vagten, ringer jeg 1813.

Lægen beroliger mig med, at den slags sker og, at hun, hvis hun overhovedet har haft en eller begge dele i munden nok vil få lidt ondt i maven om et par timer, men det er det. Efter jeg er blevet talt helt ned, så runder hun gudhjælpemig af med “.. men ring hellere lige til giftlinjen ang. det ajax”!! GIFTLINJEN?!! WTF det har jeg for det første aldrig hørt om og NU er jeg da rigtig nervøs! Jeg får febrilsk ringet nummeret op og en dame med meget rolig stemme får mig pludselig til at opdage, at jeg nok taler i et meget højt og skingeret, nærmest panisk stemmeleje.

Nå men det ender fint, og det er ikke så farligt. Det er ikke-ætsende og, hvis hun overhovedet har fået noget ned, så vil hun måske kaste op inden for en time.

Vi mærkede heldigvis intet på hende, så hun har nok slet ikke haft noget i munden. Pyyh!

Puh det blev en lang fortælling, om lidt eksotiske hverdags oplevelser herfra.

Udover, at hun er vild som bare fan´ om dagen, så vågner hun heeele tiden om natten og står og hopper i sin seng, eller er kravlet ned og sat sig i fodenden med dynen på hovedet.

Vi er træææætte! Zzz.

Det slår mig tit, når jeg sidder der en tidlig morgen – på yoga bolden – for 4. gang den nat – og hopper derud af med hende i favnen, at de jeg kender der har børn aldrig rigtig har brokkede sig over den slags. Altså imens jeg var gravid. Det lød så hyggeligt og nemt og nej nej der var aldrig noget der var irriterende. Altså enten har de meeeeget meeeget nemme børn (alle sammen), eller også vil man ikke skræmme en gravid i 34. uge, der alligevel ikke kan gøre hverken fra eller til på det der i nær fremtid vil ramme hende.

Men altså come on, lad os være ærlige. Det er da pisse hårdt, trættende, og tangerer til tortur!! ( noget af det).

Men det er så her det utrolige kommer ind, og netop DET man kan give videre til ens gravide håbefulde veninder.

Ens kærlighed til de små terrorister gør jo, at man vil gøre det hele igen!! Og ligefrem glæder sig til det!! Man smiler kærligt til det lille MEEEGA A menneske, når det står der kl. 04.19 og mener hele hytten skal op. Man varmes helt hjernedødt i hele kroppen, når hun endelig falder i søvn i ens arme. Når man er så træt, at man vitterligt og jeg mener vitterligt ikke kan åbne et eller begge øjne, når man stavre ind til hende om morgenen og hun står der i sin tremmeseng og dirrer i hele kroppen af glæde over at se én. Dette overvælder mig gang på gang. Ja man sætter sig selv 100 % (næsten) til side og nedprioriterer sig selv i de år, de små kræver en uafbrudt. Nu fylder hun 9 måneder om 5 dage og jeg har endnu ikke fået drukket en varm kop kaffe eller spist sådan heelt varm mad. Jeg har udviklet et træthedstick ved det ene øjne, som starter efter de nætter med kun 3- 4 timers søvn. Fedt!

Men man sætter med glæde sig selv til side. For i disse år er der et menneske der har 100 % brug for netop mig. Det er da fantastisk. Jeg er sikker på, at man som gammel, hvor ingen rigtig har brug for en vil længes efter disse dage.

De dage, hvor det kun er mig der dur vil jeg helt sikkert savne, når Elise er 18 år, flytter hjemmefra og bestemt ikke har brug for sin mor.

Så okay, jeg kan godt forstå mødre ikke klager og fortæller om de hjernedøde nætter, for et eller andet sted ved vi mødre godt, at denne tid kun er for en periode, og selvom det kan være hårdt til tider, så overskygger kærligeheden alt! Og det magiske og helt igennem fantastiske ved at få børn gør, at det er det man lægger vægt på! Og med rette <3