De første tegn

6+2 og BANG der kom kvalmen. Kvalmen der skulle blive en tro følgesvend de næste 19 uger.

Jeg glemmer aldrig en tur til Milano, da jeg var 7+0. Min kæreste og jeg skulle have en romantisk kæreste tur og fejre min fødselsdag. Det endte i ekstrem kvalme med opkastninger dagen lang og jeg kunne ikke meget andet end at ligge i sengen. Måske påvirket af dette, fik jeg det pludseligt lidt anderledes med graviditeten. Jeg vil ikke sige jeg begyndte at tvivle på om det var det rigtige, men jeg tror måske jeg reagerede lidt på det chok det nu engang er pludselig at skulle være mor og vende sig til den nye rolle man skal indtage. Jeg kan huske jeg havde så dårlig samvittighed over at have det sådan. Nu havde vi sådan glædet os til at vi skulle blive gravide og nu var det jo lykkedes- hvorfor skulle jeg så få det sådan. Heldigvis har jeg en fantastisk kæreste og ham kan jeg altid finde støtte i. Det hjalp mig, men jeg blev noget nervøs for min reaktion.

Heldigvis gik det langsomt over da vi kom hjem og jeg begyndte igen at være ligeså ovenud lykkelig som jeg havde været inden vi tog afsted. Kvalmen og de mange daglige opkastninger blev dog ved.

Jeg fandt aldrig en “cure” eller en løsning der helt hjalp på det.

Jeg fulgte ellers alle de råd der nu er. Spise lidt inden man står ud af sengen om morgenen, spise små måltider i løbet af dagen, gik konstant med seeband armbånd osv osv. Jeg gik også til akupunktur 1-2 gange om ugen, men heller ikke det havde rigtig effekt. Jeg endte med at blive indlagt på Herlev da jeg var 9+5. Jeg havde kastede så meget op, at jeg var blevet dehydreret. De gav mig nogle piller, som jeg fortsatte med et stykke tid efter. Heller ikke de hjalp. Tværtimod mistænkte jeg dem for at gøre mig mere træt og gav mig migræne, så dem droppede jeg nogle uger efter.

Det var sindsygt hårdt at være så hårdt ramt over så lang en periode, men glæden over den lille spire i min mave vejede i den grad op for det:) Maven voksede og nakkefoldscanningen og misdannelsesscanningen gik fantastisk og selvom min moderkage sad på forvæggen var jeg heldig hurtig at mærke liv. Meget fantastisk følelse:)

Hverken min kæreste eller jeg kunne vente med at få kønnet af vide, så vi valgte at tage på scanningsklinikken på østerbro da jeg var 15+3. Vi fik en masse billeder og en video med tale af hele optagelsen. OG vi ventede en lille pige 🙂